Rapport om Christian Hedegaard

Bogen „Sejr over dæmoner" giver et bekymrende indblik i en fremtrædende fremgangsteologisk prædikants psyke

Evangelisten Christian Hedegaard er en kontroversiel og kraftfuld prædikant, der samarbejder med den fremgangsteologiske bibelskole, Københavns Bibeltræningscenter. Han blev først landskendt i forbindelse med sit samarbejde med en katolsk præst Martin Bergsøe, som blev afskediget af sin biskop pga. dette samarbejde. Hedegaard drager land og rige rundt og prædiker sit evangelium, og senest har han været på Færøerne og Grønland.

Hedegaards "før" og "efter"

I evangeliske frikirker har man en særlig genre, der hedder vidnesbyrdet. Det er éns historie om, hvordan man blev kristen og omvendte sig fra at følge verden til at følge Kristus. Det kan være meget opbyggeligt at høre på, og faktisk stammer skikken helt tilbage til Skt. Augustin, der skrev sine Bekendelser i det 4. århundrede. De kan være interessante, fordi personen kan tillade sig at være hudløst ærlig, da det drejer sig om en periode, som vedkommende har omvendt sig fra og fået tilgivelse for, og man behøver derfor ikke at skulle forsvare eller lyve om de ting, man gjorde dengang. Alle gode ting kan naturligvis misbruges, og der findes også vidnesbyrd, der ikke er behagelige at læse. Et sådant finder man i Christian Hedegaards selvbiografi Sejr over dæmoner (sidetal i kursiv).

"Set ud fra et menneskeligt synspunkt er der ingen logisk forklaring på, hvorfor jeg, et barn fra en god, kristen familie, i en lang periode af mit liv skulle være plaget af dæmoner.

Jeg er født som nummer tre af en søskendeflok på fire. Mine forældres første dreng, mine storesøstres kæledægge og min lillebrors skræk. Min far og mor har været ledere i en frikirke i snart en menneskealder, og som familie var vi engageret i menigheden hver søndag året rundt.

Hedegaards barndom lader til at have været præget af idyl og uskyld, men langsomt begyndte det at ændre sig, mørke skyer begyndte at tegne sig i horisonten. Man får nærmest indtryk af, at menighedens rygen cigaretter og drikken vin var årsag til, at den unge Hedegaards liv udviklede sig så negativt. Senere kommer han med en mere realistisk forklaring:

"Jeg blev drillet i skolen, fordi mine forældre var "hellige", og i en tidlig alder begyndte jeg at hade min familie for det, de stod for. Oprøret tog fart i teenageårene, og skænderierne med mine forældre blev værre og værre. … Min opvækst var så forskellig fra mine skolekammeraters, og jeg kom efterhånden ind i en voldsom identitetskrise. …

Hjemme udviklede jeg mig til en tyran. Ingen kunne nu stoppe mig, og tingene, jeg gjorde, var ikke længere uskyldige. Jeg gik til kampsport og truede mine forældre med tæsk. Men inderst inde var jeg dybt ulykkelig, og tanker om selvmord begyndte at spire i mit sind." (s. 12f)

Hedegaard må have været et forfærdeligt menneske i sin ungdom, hvis bare halvdelen af det, han siger, er sandt. Han, der var vokset op i en kristen familie, gjorde oprør mod sin forældre på alle mulige måder. Han stjal i butikker, dyrkede asiatisk kampsport og hang ud med et slæng af dårlige kammerater. Til sidst overgav han dog sit liv Kristus og giftede sig med en kristen pige (selvom alle folk advarede hende imod ham, selv Hedegaards egen forældre). Det var dog ikke enden på hans problemer. Han blev ved med at være et dumt svin:

"Jeg var ekspert i at ødelægge enhver fest. Jeg kunne fuldstændig manipulere med mennesker til min egen fordel og kendte ikke til begrebet hensyn. Jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til, og troede ikke, det kunne være anderledes. …

Der er sågar folk i menigheden, der frygter for hans families sikkerhed:

"Den sommer havde menigheden i Hillerød besøg af nogle forbedere fra kirkens højskole. Jeg havde ikke bemærket dem, men de havde set mig og oplevet en stærk dæmonisk aktivitet over mit liv. Det sagde de senere til min svoger og søster, fordi de frygtede, at de dæmoniske kræfter en dag ville få mig til at slå min kone og mine børn ihjel." (s. 24f)

Den troendes autoritet

"Gud har skabt os til at herske, hvilket vi kan læse om i Bibelens første kapitler.

Gud skabte himlen og jorden med al dens skønhed, og som kronen på værket skabte Han mennesket til at vogte haven…

Gud sendte Jesus for at vinde herredømmet tilbage til mennesket. Mennesket var forbandet, men Jesus købte os fri fra lovens forbandelse. Han blev en forbandelse for vores skyld (Gal. 3,13). Han genoprettede relationen mellem Gud og menneske, da Han døde som den perfekte, syndfri stedfortræder og sonede menneskets synd ved at udgyde sit eget blod." (s. 39 & 41)

Dette er for så vidt almindelig ortodoks frelsesteologi, men hovedvægten er flyttet fra frelse (for frelsens egen skyld) til herredømme. Jesus frelser os, for at vi skal herske.

"Når Jesus får al magten i vores liv, har Satan ikke længere nogen magt. Vi tilhører Jesus og giver Ham råderum. Derfor kan vi i Jesu navn udøve autoritet og herske over djævelen. Vi er sat med Jesus i det himmelske for at regere med Ham. Ikke bare i den kommende verden, men her og nu.

Hvis du tager imod det, er det dit på samme måde, som frelsen blev din, da du tog imod den i tro. Hvis ikke du bruger din autoritet, så bliver du et let offer for Djævelens snigløb. Djævelen har nemlig kun ét mål: At stjæle, slagte og ødelægge det, som ifølge Guds ord er dit.

Som Guds barn er du arving til den himmelske herlighed. Den dag, du blev kristen, blev herligheden din. Det hele står på kontoen, men for at få fat i herligheden, må du kende kontonummeret og vide, hvad Gud i sin nåde har skænket dig. …

Ligesom dæmonerne adlød disciplene, kan vi forvente, at de adlyder os, som tror. Det onde kan ikke skade os, når vi bruger Jesu navn. Jesus er den samme i går, i dag og til evig tid. Han har ikke forandret sig, og Hans ord står fast.

Guds ord er af en speciel substans. Gud skabte verden ved sit ord. Ordet er skabende, og med Hans ord i vores mund kan vi forvente det overnaturlige. Den, som har Ordet, har autoriteten:

(Jer. 1,9-10) Nu lægger jeg mine ord i din mund. Se, nu giver jeg dig myndighed over folkene og rigerne til at rykke op med rode og til at rive ned, til at ødelægge og til at jævne med jorden, til at bygge op og til at plante.

Ordet giver myndighed. Derfor er det vigtigt, vi kender Ordet og bruger det. Med Ordet i vor mund giver Gud os myndighed over enhver fjende, ikke bare de små dæmoner, men også de store fyrster." (s. 42-43)

Det er typisk fremgangsteologi. Det er ikke fremført så outreret som nogle fremgangsprædikanter er i stand til, men det er dybest set stadig det samme.

Guds ord (græsk: Logos) bruges i Johannesevangeliet kap. 1 om Kristus, Guds Søn. Guds skabende ord er altså ikke noget, som vi mennesker bare sådan kan få overdraget til personlig ejendom. Den tankegang minder mere om en magisk tankegang, hvor mennesket ikke er modtager af Guds nåde, men kan lære at kontrollere og styre de guddommelige magter. Meget af trosbevægelsens tankegods stammer oprindelig fra en præst ved navn Essek William Kenyon, som er blevet beskyldt for at være inspireret af New Thought-bevægelsen og de såkaldte "metafysiske kulter", hvortil bl.a. hører Christian Science (1).

Ordet "sejr" forekommer mange steder i Gamle Testamente, men kun 4 gange i Ny Testamente (Matt. 12,20; 1. Kor. 15,55; 1. Joh. 5,4; Åb. 6,2). Sejr i GT handler ofte om sejr over Israels fjender, men det eneste sted i NT, der handler om vores sejr (og ikke Jesu sejr), er 1. Joh. 5,4: "For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro." Ord som "sejr" og "overvinde" bruges om det evige liv og at vinde over syndens fristelse, det handler ikke om at kommandere over åndefyrster eller at have materiel fremgang. Materiel rigdom betragtes altid som en risiko, snarere end som en velsignelse. Mange gode kristne har måttet udholde modgang og lidelse, og Jesus har ikke lovet os fremgang, men derimod forfølgelse.

Syndfrihed

"Selv om vi langt fra var helliggjorte, havde vi lovet Gud, at vi ville bede for alle de syge, Han sendte på vores vej." (s. 36) Hedegaard synes at mene, at man helst skal være hellig for at gøre undere, men er det ikke Gud, der gør underne og bruger os som de ufuldkomne redskaber og unyttige tjenere, som vi er? Der er ikke meget luthersk retfærdiggørelseslære at finde her.

"[Jesus] døde som den perfekte, syndfri stedfortræder…" Jesus døde for at skjule vores synd for Gud, så at vi kunne blive frelst på trods af synden. Han døde ikke for at give os en hjælpende hånd ("a leg up"), for at vi selv kan blive syndfri med tiden. Som om det var meningen, at vi skulle stå på skuldrene af Jesus for at komme ind i Himlen.

Frihed fra sygdom

Hedegaards datter fik på et tidspunkt en hjerneblødning og blev lam i den ene side (s. 18):

"Der var også mange velmenende kristne, som mente, at det var min skyld og Guds straf til mig, at vores datter var blevet handicappet." (s. 24)

Det fremgår ikke helt klart, om Hedegaard er enig med i dette, men senere fortæller han, hvordan datteren rejser sig fra kørestolen og bliver helbredt (s. 21). Hvad betyder det for dem, der ikke bliver helbredt? Er det Guds straf? Spørgsmålet hænger i luften.

Læren om negativ bekendelse er typisk fremgangsteologisk, for hvis vi kan herske over det onde og skabe gode ting med vores munds ord, kan vi naturligvis også gøre det modsatte, så man må aldrig sige noget, som er pessimistisk eller opgivende (eller kritisk). Ellers risikerer man at få skylden for, at det onde sker. Man kan ikke sige, hvad der ligger én på sinde.

Hedegaard fik omkring sin datters fødsel en kraftig depression og måtte gå til en kristen rådgiver. Denne rådgiver fortalte ham, at der hvilede en forbandelse over ham, fordi han ikke havde æret sine forældre. Efter at Hedegaard havde gjort op med sine forældre, forsvandt depressionen som dug for solen.

Mønsteret er åbenbart det, at alle hans problemer har en åndelig årsag, og så snart årsagen er fundet og ryddet af vejen, er symptomet også væk. Imidlertid er det farligt at bilde folk ind, at der findes en åndelig tryllestav, der kan få alle ens problemer til at gå væk. Men det er en effektiv måde at klare teodicé-problemet (2) på.

Konklusion

Hedegaard giver indtryk af at være en mand, der har lidt (og lider?) af svære psykiske problemer. Alene hans offentlige opførsel ved nogle lejligheder ville have sikret andre mennesker en indlæggelse på psyk.: "Jeg blev kastet gennem luften og hørte nogle forfærdelige skrig. Jeg kunne mærke mine arme og ben bevæge sig rundt i alle retninger, mens jeg væltede stolene omkring mig." (s. 23) Det han betragter som et opgør med dæmoner, lyder mere som et nervøst sammenbrud: "Jeg blev i den grad brudt ned, og tårerne fik frit løb i den efterfølgende periode, som varede cirka halvandet år." (s. 26)

Hans medkristne overbeviser ham om, at han er besat af dæmoner, selvom han i begyndelsen kæmper imod tanken:

"… i december 1994 fik [vi] besøg af en præst fra Uganda i frikirken i Hillerød. … han kaldte mig frem [og sagde] … ‘da du spillede på klaveret før, var det, som om jeg så en stor kat stå over dine skuldre!’

Jeg undrede mig, mens manden forklarede, hvordan dette kattedyr stod med hvæssede kløer og åben mund. ‘Jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg ser en dæmon fra Japan!’ sagde manden, og så husker jeg ikke mere. Menigheden fortalte bagefter, at jeg i samme sekund fløj baglæns igennem luften og landede på fingerspidserne, mens jeg brølede som en tiger." (s. 32f)

En dag under forbønnen hører han pludselig en stemme, der befaler ham at slå pastoren ihjel:

"Alle bibelskolelærerne stod oppe foran med hænderne i vejret og priste Jesus. Da jeg så på studierektoren, fór en tanke gennem mit hoved: ‘Smadr ham!’ lød det. Jeg prøvede at ignorere det, men tanken kom igen. ‘Smadr præsten!’ Vanvittigt. Jeg slog mig selv hårdt på panden. ‘Slå studierektoren ihjel!’ Igen tog jeg mig til hovedet. ‘Slå præsten ihjel nu!’ sagde stemmen, og så var jeg klar over, at jeg behøvede hjælp. Jeg rystede over hele kroppen og var ved at falde. Langsomt kæmpede jeg mig ud af stolerækken og bevægede mig frem mod lærerne. Det var min hensigt at prikke præsten på skulderen og bede om hjælp, men da jeg så ham, røg min knyttede næve op foran hans ansigt. Jeg skulle lige til at slå, da hans øjne nærmest borede sig fast i mig og en kraft, jeg ikke kunne modstå, kastede mig gennem luften ind mellem stolerækkerne.

Mine venner fortalte bagefter, at mit ansigt blev som en dæmons i samme øjeblik, jeg tog fat i præsten. Øjnene vendte det hvide ud, og bagefter kæmpede de med mig som rasende. I 45 minutter stod jeg på knoerne, mens flere stærke mænd lå oven på mig for at holde mig fast. Jeg havde kun én tanke, og det var at slå præsten ihjel. Jeg prøvede desperat at komme fri for at få fat i ham og smadrede mine knytnæver i gulvet som en gal." (s. 27n-28)

Hedegaard fortæller også, hvordan han ligger og slår om sig om natten:

"I mange år har jeg lidt af klaustrofobi. Anfaldene kom om natten, når jeg sov. Jeg oplevede, at jeg var ved at blive kvalt og kæmpede desperat for at få luft. I disse fobier handlede jeg halvt i søvne, halvt i vågen tilstand, og ve den, der forsøgte at stoppe mig.

Engang skulle Karen og jeg overnatte hos nogle mennesker. Da jeg vågnede om morgenen, var jeg klar over, at jeg havde haft klaustrofobi. Dog var det først, da jeg så hullet i væggen ved siden af mig, at jeg blev klar over situationens alvor. Jeg havde slået knytnæven igennem, og der lå puds i min seng.

Mine knoer fejlede ikke spor. Denne oplevelse skræmte mig, fordi jeg i mit indre fornemmede kræfter, jeg ikke selv kendte til." (s. 29)

I stedet for at søge helbredelse i det psykiatriske system valgte han at søge frelsen i det karismatiske, hvor han var opvokset, og da hans forældres "medicin" ikke var stærk nok, gik han over til trosbevægelsen, som han ellers først havde været meget modstander af. Mange apostolske og pinsemenigheder er påvirkede af fremgangsteologien i større eller mindre grad, også selv om de officielt tager afstand fra den. Derfor er det ikke så mærkeligt, at en søgende, der ikke finder helbredelse i en almindelig karismatisk menighed, bliver draget mod den yderligtgående trosbevægelse.

Bogen "Sejr over dæmoner" viser en rystende ærlighed, der alligevel er lidt for rystende. Man får et indblik i et sind, som ikke er "A Beautiful Mind". Man kan bedst sammenligne med Moses Hansens bekendelser, da han var med i Bigbrother VIP, som kostede ham en bortvisning fra showet. (3) Desværre må man også sige, at Hedegaards teologi er ligeså usund, som hans psyke lader til at være.

Noter:

1) Kritisk information om Livets Ord, én af Dialogcentrets foldere (www.dci.dk/da/mtrl/livets_ord-folder.html) & "Frygt ikke en falsk profet!" af Kim Sønder, Den Nye Dialog nr. 85, 2001.

2) Teodicé-problemet = Hvis Gud er god, hvorfor er der så så meget ondt i verden, og hvordan kan det være, at gode mennesker bliver udsat for onde ting.

3) Moses Hansen bekendte bl.a., at han havde haft en pædofil oplevelse, og at han engang havde kastet sin datter ind mod en væg. Han forklarede disse ting som udtryk for dæmoniske angreb (det var med andre ord ikke ham selv, der gjorde det).