|
| Den Nye Dialog 071 |
| Skrevet af Holger Helledie |
| Tirsdag, 30 November 1999 01:00 |
En sejr for Ruslands religionsfrihedEn afgørende kendelse er faldet ved landsretten i Moskva. Muligheden for fri debat om religiøse organisationer og deres liv og lære blev opretholdt, da en russisk akademiker og forfatter fik både medhold og økonomisk erstatning i en sag, anlagt af en række sekter. Den 24. februar afsagde Moskvas landsret en kendelse med vidtrækkende konsekvenser for den frie debat i fremtidens Rusland. Indbefatter landets nyvundne religionsfrihed også retten til offentligt at kritisere religiøse organisationers lære og handlinger? En lavere retsindstans havde allerede svaret "ja" til dette spørgsmål den 21. maj 1997. Men kendelsen var blevet appelleret af Miss Galina Krylova, sagfører og medlem af "Borgernes Kommission for Menneskerettigheder", en scientology-baseret organisation. Hun repræsenterede medlemmer af en lang række sekter, såsom "Hare Krishna-sekten" ISKCON, Scientology, Tongilbevægelsen, Jehovas Vidner m. fl., der havde anlagt sag mod Alexander Dvorkin, Ph.D. på grund af en populær bog, han har skrevet - hvori han fremsætter advarsler mod forskellige nyreligioner og sekter. Dvorkin er leder af Dialogcentrets afdeling i Moskva, kaldet "Skt. Irenæus Centret". Landsretten bekræftede det "ja" til den frie debat, som den lavere ret havde udtalt. Sagsøgerne fik ikke medhold i deres påstand om, at Dvorkin havde krænket deres demokratiske rettigheder ved at udgive en bog om dem. Tværtimod skal de betale dr. Dvorkin 20.000 dollars i erstatning for de udgifter, han blev påført af deres sagsanlæg. Hele sagens forløb havde karakter af en opmarch af eksperthold på begge sider. Sagsøger-siden fik støtte fra kendte vidensskabsfolk som Eileen Barker (England), James Richardson (USA), Massimo Introvigne (Italien) og Gordon Melton og Brian Wilson (USA) - de to sidste var ikke personligt til stede i retten, men havde sendt skrevne vidnesbyrd. Alexander Dvorkin blev repræsenteret af Miss Geralina Lyubarskaya, en af de bedste civilretslige advokater i Moskva. Hun førte blandt andre Johannes Aagaard (Danmark), Thomas Gandow (Tyskland) og Claire Champollion (Frankrig) som vidner - foruden en række ofre for sekterne og deres pårørende. En række højt placerede folk fra Scientology, ISKCON, Jehovas Vidner, Tongilbevægelsen, Familien (tidl. kaldet "Guds Børn") og andre sekter tog særdeles aktivt del i retssagen. Sekterne har tilsyneladende lagt stor vægt på at vinde denne sag. Til gengæld var også den Russisk Ottodokse kirke med i spillet. Dvorkin blev klart og utvetydigt bakket op af Patriark Alexei, den russiske kirkes leder. Han modtog tusindvis af breve, der tilkendegav sympati for hans sag. Ortodokse troende indsamlede på et tidspunkt mere end 3000 dollars til ham - de fleste af dem givet af fattige russere, der ønskede at befæste deres nyvundne frihedsrettigheder. Johannes Aagaard reagerede på nyheden om rettens kendelse med en lykønskning per fax til Patriark Alexei: "... Det mest påtrængende udfordring til alle kirker i vor tid kommer fra kulterne og sekterne. Men mange kirkeledere ignorerer denne udfordring og efterlader deres kirker som får uden hyrder. Jeg er særdeles glad for at kunne henvise til Deres eksempel som leder af en klassisk, kristen kirke, der kan inspirere andre Urkeledere til lignende agtpågivenhed." |
| Senest opdateret ( Søndag, 18 November 2007 14:03 ) |