Et fængsel for sindet

Hvilken psykodynamik ligger bag sekteriske gruppers metoder til at fastholde mennesker i deres systemer?

Som psykiater sidder jeg ofte med mennesker, som gerne vil ud af en sekt, fordi de føler, at den er et fængsel, som de er spærret inde i. Den giver dem psykiske symptomer af en sådan karakter, at de ikke kan udholde livet. Et væsentligt symptom er angsten, som plager dem dag og nat, depressive symptomer med mareridtsagtige drømme og tranceagtige oplevelser, som nærmest kan sidestilles med psykoselignende tilstande, hvor de fuldstændig fortabes i en slags åndelig virkelighed og mister kontakten med den nære virkelighed eller det jordbundne, som jo er det, vi skal forholde os til.

Det er mennesker, der ofte har tilsidesat deres almindelige sanselige og nære behov til fordel for oversanselige og overnaturlige fantasier, der gør, at hjernen nærmest er i konstant aktivitet med tanker, forklaringer, filosofiske spekulationer, bortforklaringer og nye forklaringer. De føler, at hjernen kører rundt som en blender, der blander alt i en pærevælling. De kan kun finde periodisk tryghed sammen med de gruppe- eller sektmedlemmer, der har det på samme måde, og som arrangerer deres egen tryghed indenfor sektens rammer.

Den nyankomne

Hvilke typer mennesker fanges ind i disse systemer? Ofte er de følsomme, anti-aggressive personer, der søger en identitet. De kommer fra hjem, hvor de har været overladt meget til sig selv, og hvor den mere omsorg har været tilsidesat til fordel for forældrenes udenomsaktiviteter. Det er ofte unge, der søger tryghed i et eller andet autoritært system, hvor de lader andre tage ansvaret, hvis de bare selv kan blive fri for at træffe beslutninger. Eller det er mennesker, der mangler holdning og tro. En stor gruppe er tiltrukket af stærkt autoritære systemer, fordi de selv kommer fra et meget autoritært hjem, hvor faderen eller moderen er den afgørende magthaver, der hæmmer det unge menneske i at udfolde sig på egne betingelser.

Det er typisk for disse sekter, at de er sindrigt opbyggede systemer, der - ofte under dække af ”kærlighed”, ”selvrealisation” og undertiden med misbrug af kristne talemåder - formår at jokke mennesker til at underordne sig. En ung mand beskrev, at han blev tiltrukket af en særlig sekt, hvor en karismatisk guru virkede fascinerende og tiltrækkende på forskellige planer og umiddelbart gav en falsk tryghed og falsk følelse af at være elsket og holdt af.

I gruppen var der idealistiske personligheder, som hurtigt via psykologiske tests eller via samtaler fik den nyankomne til at åbne op og fortælle sine hemmeligheder. Efterhånden kunne de nedgøre den nye ved hjælp af disse betroelser, så han blev endnu mere uselvstændig og umyndiggjort. Nye tilhængere blev ydmyget på forskellig vis, så de til sidst følte, at de ikke var noget i sig selv, men kun kunne være noget i kraft af gruppen og den tro, den repræsenterede. Det førte til underkastelsesforhold, som til sidst gjorde dem viljeløse og upersonlige. Når en anden tager ansvaret for dig, kommer du ind i persondyrkelse og persontilbedelse, som går over i sanktioner og straf, hvis du ikke lever op til systemets krav, normer og regler, et system som kræver perfektion og indikerer angst for straf. Privatliv accepteres ikke.

Dybere ind i fængslet

I begyndelsen bliver man meget nøje overvåget af andre medlemmer af gruppen. Den nye tilhænger må fornægte sin familie og de mennesker, som har haft indflydelse på hans eller hendes tidligere liv. De misforståelser, der er sket i den pågældendes opdragelse bliver gjort til skræmmebilleder. Overvågningen er voldsom, så hvis medlemmet på et eller andet tidspunkt ønsker at forlade systemet, bliver han eller hun forfulgt. Der er strenge straffe for et sektmedlem, der ”forråder” systemet. Systemet har en psykologi, der indbygger muligheden for, at du mister dit liv eller tager dit eget liv, hvis du bliver ekskommunikeret eller begår forræderi mod systemet.

En streng restriktion er, at de fleste religiøse (og især sekteriske bevægelser) tager patent på din seksuelle kraft, der helt og holdent tilhører kulten. Du har ingen frihed, heller ikke i den henseende. Din drift til at kunne fungere i tilværelsen, som jo er en af de stærkeste kræfter, vi har, underkastes og underlægges sektens regler, så selv i tilfælde af, at du måske tilfredsstiller dig selv, vil det vække en forfærdelig dårlig samvittighed og angst hos dig. Langsomt bliver man en manipulerbar, viljeløs robot i en fremmed magts tjeneste. Ens sprog bliver en konstant og klichéfyldt gentagelse af kultens eller sektens ideologi og livs- og menneskesyn.

Når man sidder overfor sådanne mennesker, er det meget svært at få en dialog igang, fordi alle spørgsmål besvares med automatiske svar. At tale i et originalt sprog kan være vanskeligt for den pågældende, fordi sektmedlemmer mister deres oprindelige sprog til fordel for et dikteret sprog.

Vi kender alt dette fra totalitære lande, hvor man hjemmevasker borgerne. Det sker indenfor alle systemer, hvor diktatoren dikterer, hvad du skal føle, mene og tænke, og dit liv består ene og alene i at være en slave uden selvstændig mening, tanke eller sprog.

Det kristne menneskesyn

Alt dette står i en voldsom modsætning til den kulturelle og religiøse indstilling, som den kristne tro giver udtryk for. Kristen kultur lægger megen vægt på demokrati, gensidig respekt for det enkelte individ, hvor hvert menneske har ansvaret for sit eget liv med særpræg og talenter, som får lov til at udvikle sig i samarbejde med andre, og hvor hvert menneske får lov til at frugtbargøre omgivelserne i fællesskab med andre. Mennesket har en personlighed, en identitet og er frit stillet også i forhold til Gud og mennesker med en kærlighed, der giver og hengiver, og som først og fremmest tilgiver uden straf. Du har din frie vilje, og det er frivilligt, hvorvidt du vil gå ind og tjene dine medmennesker eller lade være. Man kan være medlevende, medfølende og medlidende. Fremfor alt har du lov til at være den, du er, og ingen skal få dig til at manipulere med dig selv eller andre. Din energi kan anvendes til at være noget for dit medmenneske.

Den grå zone

Det danske samfund er baseret på et - i mine øjne - udmærket menneskesyn, der (for at udtrykke det som Grundtvig) giver ”frihed for Loke såvel som for Thor” , og hvor ”få har for meget og færre for lidt”. Vi tilstræber et menneskesyn, der giver plads for åben dialog, hvor enhver kan udtrykke sig. Det tager dybest set udgangspunkt i den kristne tros lære, hvor du med kærligheden i ryggen kan gå ud og tjene dit medmenneske, fordi der kun er en autoritet over dig, nemlig den kærlighed, som vi fejrer til vores højtider, jul, påske og pinse.

Kristen tro må ikke forfalde til morallære og et system med farisæisme, som det sker indenfor visse kristne sekter, hvor man stirrer sig blind på menneskelige fejl. Troen må være baseret på frisind og omsorg for den enkelte i et fællesskab, hvor vi er lige værdige - men ikke er lige ens.

Vi kan ikke undgå at bevæge os i en gråzone mellem disse to systemer - det system, der appellerer til underkastelse, og det system, der appellerer til frihed. Vi er allesammen født og opvokset i en række systemer: familiesystemet, det økonomiske system og forskellige religiøse systemer, som let kan komme til at være vildledende på grund af menneskelige svagheder.

Det er meget svært at skelne det sande fra det tilsyneladende. Men jeg synes, at Den Nye Dialog med sine artikler om nyreligiøsitet på en fin måde har afdækket så meget, at vi nu kan se tingene klarere og måske forstå, at vores kristne tro har en åndelig kraft, som får de menneskeundertrykkende systemer til at blegne.