"De påtrængende fremmede"

Et nyreligiøst forsøg på at begrænse den frie meningsdannelse i Rusland blev afvist i retten.

Professor Alexander Dvorkin er leder af Dialogcentret i Moskva. Det hedder Skt. Irenæus Samfundet og er en integreret del af Den russisk-ortodokse kirke. Patriarken af Moskva og hele Rusland, Alexei, stillede sig derfor bag Dvorkin og Dialogcentret, da det blev sagsøgt af Komitéen for religionsfrihed, ledet af Gleb Jakunin, der er tidligere munk og førhen var et berømt medlem af den ortodokse kirke.

Jakunins bitterhed overfor sin tidligere kirke har uden tvivl medvirket til, at han og hans komité gik ind i sagen mod Dialogcentret. Han havde ganske vist selv stillet sig i modsætning til sin kirke og er idag søgt ind i den ortodokse kirke i Kiev, hvor der hersker en anden ånd end i Moskva. Men Jakunin føler sig kaldet til at forsvare friheden i det nye Rusland, efter at han har været i modsætning til det kommunistiske styre i mange år.

Alligevel blev det ikke hans sag, for dommeren i Moskva erklærede, at hverken Jakunin eller hans komite retteligt kunne være part i sagen, eftersom de ikke bliver angrebet i den lille bog, som er stridens genstand: De påtrængende fremmede, skrevet af Alexander Dvorkin.

Bogen er et advarselsskrift, der i generelle vendinger råder læseren til at passe på, når "påtrængende fremmede" bringer nye religioner og mulige misbrug af mennesker. Bogen fremfører ingen anklager, der ikke har baggrund i reelle misbrug, der faktisk er sket i én eller anden nyreligiøs bevægelse ét eller andet sted i verden. Men den nævner ingen navne, så ingen bevægelse kan med rette hævde at være blevet angrebet og hængt ud. Undtagen, naturligvis, hvis den har begået nogle af de beskrevne ugerninger.

Derfor erklærede dommeren på forhånd, at de fire nyreligiøse bevægelser, der stod bag og havde tilskyndet Jakunins komite til at sagsøge Alexander Dvorkin, ikke havde ret dertil. Ingen af dem var direkte angrebet i bogens tekst.

Medlem af alle nyreligioner?

Den advokat, der havde påtaget sig at føre sagen, erklærede følgelig, at han selv ville føre sagen på vegne af alle nyreligiøse bevægelser. Han var nemlig medlem af dem alle sammen. Dommeren var ganske vist forbavset og tvivlende, men accepterede, at advokaten kunne føre sagen på den måde.

Alexander Dvorkin benyttede anklagerens ejendommelige påstand til at stille alle ekspert-vidnerne det samme spørgsmål, efter at de hver for sig var blevet krydsforhørt:

"Kan noget menneske med rette hævde, at han på én gang er medlem af Scientology, Hare Krishna-bevægelsen, Tongilfamilien, de ekstreme russiske Mariasekter, Ananda Marga, Transcendental Meditation, Familien (tidligere "Guds Børn"), Jehovas Vidner og Mormonerne?"

Svarene var interessante. Professor Eileen Barker (fra London School of Economics og berømt sociolog inden for religionsforskningen) slog ud med armene:

"I religionernes verden er alting muligt!"

Professor James Richardson, sociolog og jurist, erklærede:

"Javist, men en sådan person vil få temmelig travlt."

Selv svarede jeg:

"Det er kun muligt subjektivt, hvis den pågældende lider af 'multiple personality syndrome', men objektivt er det umuligt. Hver eneste af de nævnte bevægelser ville ekskludere ham, hvis de kendte til hans medlemsskab hos de andre."

Desuden sagde jeg, at såvel påstanden som eksperternes undladelse af at modsige den kun kunne skyldes foragt for retten og måtte betegnes som løgnagtig.

Bedrevidende anklager, uansvarlige eksperter

Dette intermezzo var karakteristisk for den stil, anklageren og hans bagmænd anlagde. De optrådte bedrevidende og påståelige. De var så sikre på at repræsentere "religionsfriheden", at de vist nok ikke opdagede, at deres anliggende i sig selv lagde op til snigmord på al frihed.

Alexander Dvorkin og Dialogcentret blev angrebet for at advare imod perverteret religion. De påtrængende fremmede kunne uden tvivl være mere kvalificeret, men bogen er affattet i en populær stil, der henvender sig til helt uvidende mennesker, der ikke fatter for mange og for specielle argumenter. Som sagt er de forskellige overgreb fra nyreligiøs side, som bogen omtaler, vitterlig sket ét eller andet sted på ét eller andet tidspunkt. Det må være muligt for en ansvarlig debattør, der vil advare mod "påtrængende fremmede", at generalisere.

Men det kan ikke være rimeligt, at påtrængende fremmede eksperter fra England og USA lader sig invitere til at bagatellisere overgreb, der faktisk har fundet sted. Men det gjorde de, ledsaget af en forsikring om, at det "ikke ville ske mere." Denne sidste påstand blev fremført med de pågældendes videnskabelige pondus. Men den er i sagens natur en helt personlig mening, som ikke lader sig løfte op over den subjektive sfære.

Retten til at kritisere religioner

Dommeren og de to domsmænd kunne have taget anklagerne alvorligt. Det ville have medført en lammelse af den nødvendige religionskritik i Ruslands offentlige debat og måske også i flere østeuropæiske lande. Men retten til at kritisere religioner hører med til religions- og ytringsfriheden. Anklagerne, der førte sig frem som "riddere af al frihed", var faktisk al friheds sabotører. Som sådan blev de altså afvist af dommeren ved domsafsigelsen den 21. maj 1997.

Dommeren kunne med al ret have afvist hele sagen, da ingen reelt havde ret til at begynde den. Efter russisk ret kunne hun have erklæret dette ved afslutningen af vidneafhøringen. Det ville have betydet "uafgjort". Og det ønskede Alexander Dvorkin under ingen omstændigheder.

Nu fik anklagerne en alvorlig afvisning fra dommeren. Og det var efter min mening rigtigst, uanset at det også er bedst for de generaliserende formuleringer i den kontroversielle bog. Dommerens afvisning hævdede religions- og ytringsfriheden i Rusland.

Men blev de nyreligiøse bevægelsers frihed da ikke krænket ved denne dom? Aldeles ikke. De har alle muligheder for til genmæle. De har masser af penge og kan let købe sig plads i hvilken som helst avis. De har deres egne publikationer og magasiner. De behøver ikke nogen domsafsigelse for at realisere deres rettigheder og friheder.

Sådan er det også i Danmark. Vi har frihed til at føre civiliserede religionsstridigheder. Og strid må der være i religionernes verden, for det er de afgørende spørgsmål om liv og død, religioner drejer sig om. Den slags kan domstolene ikke klare. De kan kun holde knægtelser af friheden i ave.

Men i stedet for at hævde deres standpunkter med gode argumenter og solide facts foretrækker mange nyreligiøse bevægelser i Rusland og andre lande at hævde sig med usandheder og forvrængninger. Det var karakteristisk, at anklageren i Moskva søgte at anfægte vægten af mine argumenter ved at citere indlæg fra gamle danske aviser, hvor Frede Farmand, Knud Ochsner og Thorkild Græsholt retter anklager imod mig af rent personlig karakter. Derimod var der ikke det mindste optræk til saglig argumentation.

Påtrængende kamerafolk

Hovedaktørerne i retssagen i Moskva var Scientology og "Hare Krishna-sekten" ISKCON. Disse to bevægelser er meget forskellige, men begge har de en blakket fortid, idet deres kriminelle tendenser igen og igen er blevet afsløret. Det var næppe tilfældigt, at netop disse to organisationer følte sig ramt af Alexander Dvorkins bog om De påtrængede fremmede.

På et vist tidspunkt kom det til håndgribeligheder i retten. Det er tilladt at filme og videooptage retssager i Rusland. Det benyttede ikke mindst Hare Krishna-folkene sig af på en meget brutal måde. De førte deres kameraer helt tæt på os, der forsvarede Dvorkin, og på Dvorkin selv. Han frabad sig heftigt den ubehagelige interesse, men kameramanden rykkede blot nærmere. Så prøvede Dvorkin at skubbe kameraet til side, hvilket fik en "Hare Krishna-tilhænger" til at springe på ham med råbet:

"Sådan én som dig fortjener ikke at leve!"

Men den slags var ikke typisk for stemningen i retten. I almindelighed var den helt afslappet og ofte munter. Da Scientology's hemmelige skrifter blev bragt på bane, fortalte jeg, at Scientology påstår, at den, der læser dem uden at være ordentligt indviet, bliver alvorligt syg og måske dør. Havde jeg havde selv læst dem? Det måtte jeg svare ja til - men tilføjede, at jeg end ikke var blevet forkølet af den grund. Munterheden i salen var markant og talende.

Retten til at diskutere sandheden

Processen i Moskva kunne være endt med en tragisk fordømmelse af retten til at have det standpunkt (og at fremføre det), at de nyreligiøse bevægelser ofte er fyldte med løgn og begår talrige overgreb. Det ville have lammet den religiøse strid om sandheden - og måske glædet de relativister, der har gjort det til deres religion at opløse selve spørgsmålet om sandhed i andres religion. Selv er de helt absolutte i deres påstand om alle andres relativisme.

Der er skabt en international gruppe af religionsvidenskabelige fellow travellers - religionsforskere, der rejser rundt fra retssag til retssag som "ekspertvidner". Det giver efter sigende en god indkomst oveni de gode akademiske lønninger, disse folk iøvrigt modtager. Jeg må dog skyndsomst tilføje, at denne fordel kun findes, hvis man optræder som ekspertvidne på de nyreligiøse bevægelsers side!

Om det er den økonomiske gevinst, der får disse "vidner" til at reelt optræde som advokater for deres klienter, skal være usagt, men det er påfaldende, at disse "eksperter" næsten helt mangler kritisk distance til de nye religioner, og at de faktisk medvirker til at vildlede retten.

Det lykkedes altså ikke i Moskva, og det taler unægtelig til det nye russiske systems fordel. Der er håb om en fri religionsstrid fremover på russisk område.

Det vil dog afhænge af, om denne dom udlægges rigtigt. For den indebærer naturligvis, at også andre end de ortodokse kristne har ret til fri religionskritik. Denne frihed må også gælde andre kristne og naturligvis også de nyreligiøse. De skal ikke have munden lukket, med mindre de begår virkelige injurier. De skal også have frihed til at hævde det, de tror på - også selvom vi andre mener, at det fører helt ad helvede til.