Gode råd til de pårørende

»Hvad skal vi dog gøre?«

Sådan spørger mange forældre, søskende og venner, når én, de holder af og føler sig knyttet til, pludselig tilslutter sig en nyreligiøs bevægelse og begynder at ændre personlighed. Måske er anderledesheden endnu ikke sat ind for alvor, men man har alligevel en fornemmelse af, at noget fremmed og truende er kommet ind i ens tilværelse. Hvad kan der gøres?

Dét spørgsmål lader sig imidlertid ikke besvare fuldt ud, sådan generelt. Der er så mange forskellige nyreligiøse bevægelser i virksomhed i Danmark, og de mennesker, der søger ind i dem, er så vidt forskellige, at det ville være halsløs gerning at pege på en løsning, som skulle gælde alle de enkelte tilfælde. Forskelle må respekteres. Men alligevel er det muligt at give nogle fælles retningslinier, man kan følge.

Det grundlæggende problem

Det er rimeligt at spørge den pågældende - og sig selv - hvorfor denne nyreligiøse bevægelse virker så dragende? Hvori består dens tiltrækningskraft? Er der noget i den pågældendes liv, der hidtil har været forsømt, og som derfor ikke har været levende og i vækst? Ofte vil det vise sig, at grund-problemet er mangel på religiøsitet.

Der er mange mennesker, der tror, at religion er noget, der hører fortiden til. De er måske vokset op i et hjem, hvor den kristne tro var en naturlig del af tilværelsen, men de har ikke selv gennemgået nogen personlig, religiøs udvikling. Deres egne børn vokser således op i et religiøst vakuum, uden at blive vænnet til at bedømme religiøse fænomener på en sund og kritisk måde. Når børnene bliver store, står de hjælpeløse overfor gurusekterne og de okkulte grupper og kan i en given situation blive trukket ind i en sådan uden forudgående varsel.

Det første, der kan gøres, er at man selv bør finde en sund og kritisk holdning til den religiøse dimension af livet. Det er ligeså forkert at ignorere religiøsiteten, som det er at overgive sig betingelsesløst til den. At være menneske betyder bl.a. at have et religiøst behov, men ligesom man hverken bør ignorere sin seksualitet eller ubetinget overgive sig til den, må den religiøse side af ens personlighed have vilkår, så den kan vokse, men ikke vildt og ukontrolleret.

Det er ofte familiens ignorering af tilværelsens religiøse dimension, der får et menneske til at reagere ved betingelsesløst at hengive sig til en nyreligiøs bevægelse. Og af samme grund bliver samtalen mellem parterne ofte umuliggjort. De bliver ude af stand til at tale om tingene sammen og kan kun råbe til hinanden. Dén situation undgås kun, hvis man ser situationen realistisk i øjnene og beslutter sig til at lære noget af den; nemlig hvad religion egentlig er på godt og ondt.

Man bliver det, man tror på

Meget tyder på, at et menneskes identitet har med dets religiøsitet at gøre, dvs. religiøsitet i den videste forstand af ordet. Kort sagt: man bliver det, man tror på. Her betyder tro naturligvis ikke bare »at antage eksistensen af« - man bliver ikke et spøgelse, fordi man »tror på« spøgelser. Tro betyder her hengivelse til, tillid til. Så gælder påstanden fuldt ud: man bliver det, man i tro hengiver sig til og nærer tillid til.

Hvis man ikke hengiver sig til noget og ikke har tillid til noget, så bliver man hul og tom, og hulheden og tomheden i ens liv råber efter indhold. Mennesker kan blive så desperate efter at blive fyldt af noget og få mening med deres liv, at de er parate til at lade sig fylde af hvad som helst, for enhver pris. I længden kan man nemlig ikke bære den grundlæggende desorientering, den forvirrethed, som er en følge af mangel på tro.

Sært nok er der kun få, der overvejer den enkle løsning at tage de kristne forudsætninger op igen, når de befinder sig i den situation, at deres båd er ved at synke. I stedet er man tilbøjelig til at lade sig hale ombord på den første og den bedste nyreligiøse damper, der kommer forbi. Man må have noget at leve for, nogen at leve med, noget at orientere sig efter - og der må skik på tilværelsen.

Og så er man villig til at koble enhver form for kritisk sans fra. Unge med en stærk samfundskritisk holdning kan i løbet af få timer overgive sig til en guru, slå sig ned ved hans fødder og lytte til visdomsord af ufortyndet fascistisk art, uden at de så meget som hæver øjenbrynene. De har overgivet sig til mesteren for at få fred i hjertet, for at få kontrol over sindet, for at opnå højere bevidsthed osv.

De kristne forudsætninger

Hvad kan der gøres? Ja, det ligger i sagens natur, at man må gøre op med den situation, det hele kommer af. Det er det religiøse vakuum, der er problemet. De desperate, nyreligiøse forsøg på at komme overens med den religiøse drift er kun en virkning af problemet. Og man kan nu engang ikke løse et problem ved at fiksere blikket på dets følger.

Det er altså den kristne tros forudsætninger, der må genopdages. Der er ingen vej udenom. Man må vende om, når man indser, at man er faret vild, og at den vej, man er slået ind på, ikke fører til målet, fordi det er den forkerte vej. Så bliver man nødt til at vende tilbage til det sted, hvorfra man begyndte at gå.

Hvis et menneske er for stolt til dét, eller hvis der er andre årsager til, at det ikke vil eller kan tage den kristne tro op på ny, efter at den pågældende er gået ind i en nyreligiøs sammenhæng, så er der næppe megen reel mulighed for at hjælpe. Man kan måske nok hjælpe lidt på følgerne, men selve det grundlæggende problem unddrager sig løsning.

Hvad kan der gøres lige nu?

Men er der da ikke noget konkret, der kan gøres i den øjeblikkelige situation? Jo, det er der - men på det spørgsmål gives der forskellige svar, og der er forskellige måder at gribe sagen an på. Nogle steder i verden kidnapper fortvivlede mennesker deres børn eller søskende eller venner ud af nyreligiøse bevægelser, hvorefter de lader dem »deprogrammere« - dvs, at de udsætter dem for en »mod-hjernevask«, så de bliver sig selv igen. Men den fremgangsmåde er dels ulovlig, og dels er den uetisk. Desuden kommer man i heldigste fald blot tilbage til det problem, som det hele begyndte med. Derfor er resultatet ofte uholdbart: mange deprogrammerede vender tilbage til sekten eller bevægelsen.

Dialogcentret går ikke ind for en sådan holdning og sådanne handlinger. Hjælp til nyreligiøse kan og bør kun gives i frihed, I en åndelig kamp er det åndelige midler, der virker, vores erfaring siger os, at det er oplysning og argumenter, der på længere sigt er de bedste våben, og på dét område står vi gerne til rådighed for folk, hvis pårørende er gået i en nyreligiøs fælde.

De pårørendes opgave

Til dem siger vi omtrent som følger: Dialogcentret kan ikke gå til den pågældende og prøve at nå igennem. Vi kender jo ikke vedkommende, og han/hun har ikke tillid til os. Men jer kender den pågældende, og dybest set har han/hun stadig tillid til jer. Derfor bør I søge at skaffe jer viden om den sekt eller bevægelse, som det drejer sig om, også selvom I ikke har lyst til det. I skal nemlig ikke gøre det for jeres egen skyld.

Den viden, I får, skal I give udtryk for, når I taler med den pågældende; inderst inde vil vedkommende respektere jer for det stykke arbejde, I lægger for dagen. Undgå at blive sure eller ophidsede, når I taler med den pågældende, også selvom det er svært at høre på vrøvl og tomme fraser, som enhver kan høre kommer fra bevægelsens ledere. Bliv ved med at argumentere uden at gå på kompromis, og bliv aldrig vred.

En »spærret konto«

På sin vis kan man sige, at I bør anskue den pågældende ven eller slægtning som er spærret bankkonto, på hvilken man kan indbetale oplysninger. Der kan ganske vist ikke hæves fra kontoen her og nu, men sæt alligevel et beløb ind med jævne mellemrum, så der efterhånden bliver en betragtelig sum af informationer i den pågældendes bevidsthed - selvom de preller af på nuværende tidspunkt.

En eller anden gang i fremtiden kommer vedkommende nemlig i en ny situation: før eller siden vil der komme en følelsesmæssig krise overfor guruen eller sekten. Når det sker, vil de indsatte oplysninger pludselig komme til udbetaling: »Måske der alligevel var noget rigtigt i dét, de sagde dengang!« Men hvis der ikke er sat noget ind på kontoen, vil den kommende krise næppe føre til et personligt initiativ, for der vil ikke være mod-indtryk i den pågældendes sind.

På samme måde kan I investere i kærlighed og tålmodighed. Uanset hvor mærkværdigt og ubehageligt vedkommende opfører sig i jeres øjne, må I aldrig slå hånden af ham eller hende. Lad det altid være klart, at jeres dør står åben. Til sin tid skal det være så let som muligt at tage en telefon og bede om hjælp.

Dialogcentret kan hjælpe med til at tilvejebringe de oplysninger, der skal sættes ind på kontoen. Faktisk er Dialogcentret i sig selv én af de oplysninger, der skal sættes ind, så vedkommende kan finde vejen hertil, når det bliver nødvendigt. Derfor bør I sende ham eller hende vores adresse og telefonnummer samt information om vores arbejde og holdning.

Undertiden holdes mennesker fast i en nyreligiøs bevægelse, fordi de har skrevet under på en kontrakt, eller fordi de skylder bevægelsen store pengebeløb. Det er vigtigt at oplyse dem om, at den slags forpligtelser er uden juridisk realitet. Dialogcentrets sagfører - eller en anden advokat - kan uden større besvær få dem erklæret for ugyldige.

Ligeledes kan det være vigtigt at tale eller skrive til vedkommende om det mulige problem, at han eller hun har aflagt løfter, undertiden i form af en ed, som den pågældende føler sig bundet af. Den form for forførelse er uden etiske perspektiver, og enhver kan uden videre negligere den uden samvittighedskvaler. Det er nemlig sjældent, at man får klar besked om, hvad løftet eller eden indebar, da man aflagde den.

Men det er jer, de pårørende, der må gøre det meste af arbejdet. Det er det rigtigste og mest ligefremme. Kun sådan kommer begivenhederne til at pege frem mod noget bedre.