Kritisk information om Trosbevægelsen

Den amerikanske forkynder Kenneth E. Hagin (1917-2003) regnes normalt for "Trosbevægelsens" fader. Trosbevægelsens teologi er kendt som fremgangsteologi eller herlighedsteologi.

Livets Ord

I Uppsala, Sverige, har stiftelsen Livets Ord og dens leder Ulf Ekman siden 1983 været toneangivende for fremgangsteologien i Skandinavien. Ulf Ekman opholdt sig i 1981-82 på Hagins bibelskole i USA.

I Danmark kendes bevægelsen mest som Københavns Bibeltræningscenter, som ledes af pastor Jens Garnfeldt, og Aalborg Menighedscenter under ledelse af David Hansen. Der findes også andre små grupper i Danmark. Der er en tendens til, at ordet "center" indgår i disse gruppers navne i stedet for ordet "kirke". Nogle trosmenigheder indgår i et netværk kaldet Fælles Tro.

Ånd, sjæl og legeme

Fremgangsteologien udgør et sammenhængende system. Mennesket defineres som "en ånd, der har en sjæl og bor i et legeme" Der er tale om en skarp skelnen mellem legeme og sjæl på den ene side og menneskets ånd på den anden. Ånden bærer menneskets identitet.

Bibelen beskriver mennesket på flere forskellige måder, men der er en fælles grundtone i de forskellige beskrivelser. Det jødisk-kristne menneskesyn indeholder ikke den værdiladede skelnen, som man finder i fremgangsteologien. Den kristne skabelsestro understreger, at mennesket først og fremmest er en helhed, der kan betragtes fra forskellige synsvinkler: krop, sjæl, ånd, sind, tanke, hjerte, osv.

Satans natur

Fremgangsteologien mener, at det ikke-kristne menneske har Satans natur, men ved "omvendelsen" får Guds natur i sin egen ånd. Menneskets ånd bliver derfor fuldkommen og syndfri. Derfor er der en skarp deling mellem den synlige fysiske verden og den usynlige åndelige verden. Desuden er der en markant tendens til at åndeliggøre en lang række menneskelige og jordiske forhold, der i fremgangsteologien entydigt tolkes som resultater af åndelige kræfters virke. I den åndelige verden råder en række lovmæssigheder, som det er vigtigt at kende og forstå. Omvendelsen og åndsudrustningen sætter mennesket i stand til at få indflydelse og magt i den åndelige verden, hvor djævelen og dæmonerne har stort råderum.

Den kristne har ikke blot mulighed for, men ret til fremgang og velstand på alle livets områder. Der er imidlertid visse "blokeringer" i den åndelige verden, som først må fjernes. Disse blokeringer skyldes Djævelen og dæmonerne, der er den virkelige årsag til sygdomme, lidelser, fattigdom og tilbagegang. Fornuftsmæssige forklaringer på disse problemer nedtones.

Befaler over dæmoner

Samtidig fastholder fremgangsteologien, at Jesus har uddelegeret al sin magt til de kristne. De kristne må nødvendigvis bruge denne autoritet overfor alle ting, der for mennesket synes at være onde: sygdom, fattigdom, lidelse og modgang; men også overfor f.eks. krigstrusler og venstreorienterede politiske modstandere. Disse problemer har alle en åndelig årsag, nemlig dæmonernes virke. Jesus er ligefrem afhængig af, at de kristne udnytter den autoritet, han har givet dem over dæmonerne, for Jesus kan ikke hjælpe mere, end han allerede har gjort ved at uddelegere sin autoritet til dem, der tror.

Ordet har skabende kraft

Det udtalte ord har en skabende kraft, og trosforkynderne lægger derfor vægt på proklamationer, hvis formål er at binde og løse i den åndelige verden. "Loven om mundens bekendelse" bevirker, at det, som udtales, vil ske. Man bliver bundet af sin munds bekendelse. Det er altså med andre ord farligt at anvende negative udsagn, som f.eks. "jeg er syg" eller "jeg har det dårligt", fordi man derved skaber sygdom og elendighed i sit eget liv.

Jesus døde åndeligt (JDS)

Forfatteren Dan McConnell har i bogen "A Different Gospel" påvist, at Kenneth Hagin har hentet stor inspiration fra den amerikanske prædikant Essek W. Kenyon (1867-1948). Hagin har indsat lange Kenyon-citater i sine egne bøger uden at angive, at det er citater. Bøger af Kenyon har også været i brug på "Livets Ord".

Kenyon blev omkring århundredeskiftet inspireret af den såkaldte New Thought-bevægelse i Boston. New Thought skelner nøje mellem den materielle og den metafysiske verden, idet den sidste holdes for den væsentligste.

JDS-læren (Jesus Died Spiritually - Jesus døde åndeligt), der er udformet af Kenyon, går ud på, at Jesu forsoningsværk først for alvor begyndte, da Jesus døde åndeligt på korset og fik Satans natur. Jesus pintes i helvede af Satan tre dage lige indtil opstandelsen, hvor Jesus blev "født påny" (ligesom kristne fødes påny) og fik Guds natur.

Denne lære er klart ubibelsk og udtryk for den skarpt todelte grundopfattelse, der præger fremgangsteologiens verdensbillede. Kun en åndelig lidelse - ikke en fysisk - kan ifølge dette bevirke et åndeligt resultat. Der er tale om en klart ikke-kristen tankegang. Bibelen lærer netop, at Kristus ved sit kød afskaffede loven og fjendskabet med Gud (Ef. 2,14f). I øvrigt er der tale om en fornægtelse af selve Jesu guddommelighed, når JDS-læren hævder, at Jesus fik en satanisk natur.

Gud er bundet

Fremgangsteologiens bønsbegreb er også problematisk. Gud er bundet af åndelige lovmæssigheder, som mennesket har til opgave at forstå og udnytte. Der overlades ikke megen plads til Guds suverænitet, dvs. Guds magt til at gøre alt det, som han vil. Den rette brug af mundens ord går således i fremgangsteologien forud for tillidsfuld bøn til Gud som en far, man altid kan betro sig til. I den ægte kristne tro er det en grundsten, at det urokkelige Fader-forhold til Gud er givet som en gave i dåben. Og deri er der hvile for enhver, som tror.

Åndelig krigsførelse

Tanken om "åndelig autoritet" er et nøgle-begreb i fremgangsteologien. Mennesket er et åndeligt væsen. Den kristne kan derfor træde ind i samme verden, som dæmonerne opererer fra og føre krig mod Satans åndehær. Dermed kan man bryde de onde ånders magt over en person, et geografisk område eller et mere abstrakt fænomen (f.eks. det høje skattetryk).

En særlig form for åndelig krigsførelse er den såkaldte "barnsnödsbön" (fødselssmertebøn), der indebærer, at den bedende skriger helt uhæmmet. Denne bønsform er vigtigere for Ulf Ekman end tungetale:

"Det er, når Helligånden lægger noget på mennesker, som opleves som fysisk smerte. Som når en kvinde føder. Når Herren fører os ind i dette, tror vi, at vi er blevet ufornuftige", siger Ekman. Vi ruller rundt på gulvet og skriger i angst og hyler som en stukket gris. Dette er en umådelig stærk forbøn, og djævelen afskyr det. Han råber til os, at vi er vanvittige og fanatikere".

Okkultisme

I fremgangsteologien stilles mennesket i centrum. Derfor får bønnen karakter af menneskelige manipulationer i den åndelige verden med henblik på at frembringe resultater i den fysiske verden. På denne baggrund fastholder flere kritikere, at fremgangsteologiens bønsforståelse indeholder okkulte træk. Okkult betyder skjult. I okkultismen søger man ved hjælp af teknikker og indsigt i hemmelige regler at frigøre ens egne skjulte kræfter.

Åbenbaringskundskab er en meddelelse fra Guds ånd direkte ind i menneskets ånd. Denne kundskab fortæller for eksempel, hvordan et bibelsted skal forstås. De, der ikke er med i fremgangsteologien, har ikke åbenbaringskundskab.

Sjælesorg og afhoppere

Ledelsesstrukturen på Livets Ord er hierarkisk opbygget, og kritik undertrykkes i vidt omfang. Hvis et medlem for alvor vil kritisere bevægelsen, er svaret givet i fremgangsteologiens lære: Alvorlig kritik stammer fra "Kritikkens ånd" også kaldet "Jesabels ånd", der er dæmonisk.

De sjælesørgeriske problemer indebærer, at adskillige medlemmer på Livets Ord får depressioner, selvmordstanker og i unormalt stort omfang indlægges på psykiatrisk hospital. Der er velunderbyggede vidnesbyrd om 16 selvmord blandt ikke tidligere psykisk belastede medlemmer af Livets Ord i perioden 1984-88.

Mange af dem, der vil tage fremgangsteologien i forsvar, påpeger, at disse problemer ikke er noget bevis. Men en række af de folk i Uppsala, der har haft problemerne tættest inde på livet, er ikke i tvivl om, at problemerne er meget alvorlige. Der er desuden i høj grad tale om sammenfaldende problemmønstre hos afhopperne.

En årsag til den alvorlige psykiske overbelastning kan ligge i loven om bekendelse. Man skal ikke bekende det negative, fordi man derved binder det til sig. Er man blevet bedt for og ikke blevet rask, skal man bekende, at man er rask. Synd, nederlag og svaghed skal man tage autoriteten over, ikke bekende.

Den enkelte bliver på denne måde sat ind i en kamp med sig selv og sine tanker uden mulighed for at lade andre hjælpe sig. Kontrol over tanker, følelser og legeme er vejen til fuldkommenhed. Men naturligvis er der mange, der ikke kan klare denne isolation.