Kristen og Goth?

I sidste nummer af Den Nye Dialog omtalte Lars Munk kort fænomenet „kristen Goth“ – en gren af subkulturen Goth, der er udsprunget af 80’ernes punkmusik. Vi bringer her en lille uddybning af emnet. Kan man være kristen – og Goth? Hvad siger de selv om det?

Det er vanskeligt at beskrive en gruppe mennesker, der er lige så forskellige som nat og dag, og som har helt forskellige opfattelser af det at være „Goth“ og kristen. Men som udgangspunkt kan vi se på, hvad de fleste af dem i al fald ikke er: De er ikke anarkister, racister og voldelige samfunds-nedbrydere. Disse tillægsord har derimod ofte været hæftet på de „traditionelle goter“- og sikkert ofte med urette - som er blevet set som en opposition til det etablerede samfund. Kristne goter knytter an til de fundamentale kristne grundsætninger, men lægger vægten på et bestemt sted.
   Kristne goter har generelt den opfattelse af den kirkelige institution, at den har fokuseret for meget på lykken og saligheden på den nye jord. Kirken har isoleret sig fra livet her og nu med døden og lidelsen som et vilkår. De kristne goter er derimod meget optaget af lidelsen og mørket, hvilket afspejler sig i deres dystre miner, mørke påklædning og tunge udsmykning. Der er ikke tale om en dyrkelse af det mørke og okkulte, men om et visuelt udtryk for det mørkes tilstedeværelse i verden – noget som de netop ønsker at bekæmpe.

Mange kristne goter vil gerne i kontakt med unge, der føler sig udstødte og uden håb for fremtiden. Det kan fx være unge inden for punk-, heavymetal-, og rave-miljøerne, som de ønsker at give et nyt budskab om håb og frihed. Mødestederne kan bl.a. være i klubber, på caféer, ved koncerter og på nettet.

Dave Hart, også kaldet „the Godfather of Christian Goth“, der er præst for en Goth menighed i San Diego, skriver om de kristne goters mission i verden:

„Jeg tror, at det kristne gotiske samfund har et kald i denne tid. Hvem er mere villig til at beskæftige sig med mørke dage og smertefulde ting? I [goter] er en stamme af digtere/præster og krigere, der er kaldet til at bekæmpe mørket, som I kender så godt. Ligesom Stryder i „The Lord of the Rings“, vil I blive brugt til at bekæmpe frygtens og terrorens skygger i de mørke skove og skumle sumpe, som ligger uden for grænserne af hobbitternes land. Disse hobbitter [det borgerlige samfund] kan aldrig forstå eller værdsætte det arbejde, som I er kaldet til og de ofre, som I giver for Gud - men vi kæmper ikke den gode kamp for deres accept. Vi gør det, fordi vi allerede har Hans.“1

Dave Hart anvender et storladent billedsprog, som givetvis passer fint til en subkultur, der er overstrømmet af patos. Men samtidig er det sikkert også et sprog, som udenforstående har svært ved at relatere til. Det kan, ligesom de kristne goters mærkelige påklædning, få folk til at rynke på næsen og ikke tage dem alvorligt. En af de kristne goter siger bl.a. i et interview, at den smerte, som mange kristne goter føler over mørkets tilstedeværelse i verden, følger dem helt ind i kirken2. Her oplever de også at være en „minoritet i minoriteten“. De føler sig isoleret som „suspekte kristne“ af andre kristne, der ikke kan eller vil forstå dem, idet de ser dem som en trussel mod den velordnede kirke.

De kristne goter vil altså med deres „mørke udseende“ identificere sig med – og minde os andre om – lidelsen og smerten som et menneskevilkår, vi ikke kan undfly ved at drømme om et kommende paradis. Og de synes oprigtige i deres tanke om, at de ved deres påklædning og fremtoning vil have bedre muligheder for at få unge fra „de vilde miljøer“ i tale for at bringe dem det kristne budskab. Så ja, man kan sikkert godt være kristen og Goth på samme tid.

Noter:

1www.christiangoth.com/pastor davidhart. htm
2www.christiangoth.com/spiritualityand goths.htm