Det Belivende
- Stedet, hvor man ikke siger undskyld, men uskyld

Nedenstående er en dialog med en nyligt opstået bevægelse, der kalder sig Det Belivende. Den ønsker at være et alternativ og/eller supplement til folkekirken, da den mener, at denne ikke når de mange kulturkristne, som efterhånden tæller en stor del af dens medlemmer!

Det Belivende er ikke et nyt trossamfund, da tro slet ikke er bevægelsens sigte, men snarere en interesse i, hvad vi egentlig kan vide om mennesket og livets store spørgsmål. Det Belivende ønsker på den måde at være et alternativ og/eller supplement til folkekirken for moderne etisk funderede såkaldt „kulturkristne“; et alternativ for mennesker, som ikke har berøringsangst over for hverken naturvidenskab eller åndsvidenskab; et alternativ for mennesker, der opfatter essensen i kristendommen som bevidst dobbeltrettet empatisk praksis.

Grundtanken i Det Belivende er i stedet for skyld, som er et af kristendommens kernepunkter, at operere med den tanke, at der alene er tale om fejltagelser, når menneskene ødelægger livet for sig selv og hinanden. Og heri ser bevægelsen det som menneskets opgave at forsøge at korrigere og fordomsfrit at undersøge, hvordan vi kan blive medskabere af en mentalt bæredygtig verden.

Målet for Det Belivende er, udover at være et sted hvor de store spørgsmål kognitivt (1) debatteres, at være med til at udvikle tidssvarende rammer og indhold for begivenheder som dåb, konfirmation, vielse og begravelse samt for meditativ tænkning, kontemplation (2), tænkning i krise og generel åndelig vækst.

Nedenstående er uddrag og bearbejdning af en løbende dialog imellem Lisa v. S. Magnússon (LSM), formand for Det Belivende og Christina Philipstatt (CP) (og biskop Steen Skovsgaard) (SS).

Det Belivende som folkekirkens alternativ

LSM: Når vi har et ønske om et samarbejde med folkekirken, hvor folk, der har det som os, henvises til os, er det ikke, fordi vi vil til at spille en hovedrolle, men for at være der for dem, der har brug for os, og som der ikke er andre steder for.

CP: Men hvis folkekirken skulle henvise til jer, skulle den også henvise til andre kirkesamfund eller trosretninger, som falder uden for folkekirken, hvis de ikke fandt den traditionelle kirke vedkommende nok. Folkekirken kan ikke henvise til noget andet, hvis den ikke kan efterkomme menneskers forventninger.

LSM: Det kan den naturligvis godt, hvis den vil. Folkekirkens ledelse har jo en fri vilje til at udvikle sit eget koncept i henhold til, hvad den oplever som gavnligst for det messianske projekt. Den har muligheden for at træffe et helt overordnet valg, angående hvorvidt den vil definere sig selv i forhold til de mentale klimaer, den er udsprunget af eller i henhold til, hvad den gerne vil være.
   Og her er det, at vi spørger, om ikke I vil være med til at tænke den tanke, at I godt kan være beslægtede med os, selvom vi har et helt anderledes syn på skyld, arvesynd og soningslære, end I har.
   Biskop Steen Skovsgaard har meldt ud, at han ikke synes, at vi skal melde os ud af folkekirken. Det tolker vi som udtryk for, at denne beslægtethedsfølelse eksisterer - også hos jer. Og at du, Christina Philipstatt fra Dialogcentret, gør dig den ulejlighed at indgå i dialogen med os, tolker vi på samme måde.
   Det er få mennesker, der finder frem til os, og jeg er overbevist om, at det også er yderst få mennesker, som vil føle sig hjemme hos os. Men disse få er til gengæld mennesker, som oplever en enorm glæde, berigelse og „belivelse“ ved at indgå i vor sammenhæng, hvor det er selve korrektionen af fejltagelser, der er det essentielle. Der er tale om en ganske speciel kategori af mennesker, som aktiverer åndeligheden i sig selv ved at praktisere en tankegang, som, set fra vort ståsted i verden, stimulerer mentalt bæredygtige nye tilgange til livsbegivenheder såvel som hverdagsliv.
   For knap hundrede år siden tillod den katolske kirke Opus Dei at virke. Man kan måske, hvis man tør tænke lidt abstrakt, se Det Belivende som en moderne parallel hertil inden for den luthersk-evangeliske retning

Mennesket under udvikling

LSM: For os at se, hænger det ikke sådan sammen, at det kaotiske og upålidelige liv er et grundvilkår for mennesket(SS). Vi tager os af den kendsgerning, som hjerneforskerne har peget på i fyrre års tid efterhånden, og som går ud på, at vor hjerne rent faktisk er en organisme, som, afhængigt af hvordan vi selv beslutter os for at ville forsøge at bruge den, kan udvikle sig til at blive et redskab for vor vilje til at arbejde for fred og harmoni. Det kaotiske og upålidelige indre liv, som I taler om, er det, som neurologerne kalder amygdalakapringer (3), en slags kollektivt ubevidste vanemønstre, som overtager hjernefunktionen i situationer, hvor vi føler os truet på et eller andet niveau.
   Men det kræver, at menneskeheden fortsat udvikler sig, så vi bedre og bedre forstår substansen i den mere primitive krybdyrhjerne og dermed ser det upålidelige indre (djævlen?) i et rent og klart lys, hvorved det ikke længere er djævelsk og ondt, men bare total instinktivt og i de fleste henseender forældet overlevelsesstrategi. Man kan sige, at vi anser det for at være uhyre frugtbart, hvis mennesket på denne måde kan gennemskue det tilsyneladende dæmoniske.

CP: Der er ingen tvivl om, at rigtig mange reaktioner fra mennesket stammer fra krybdyrhjernen, der netop beskæftiger sig med overlevelse og derfor er at finde i det instinktive. Og det kan vi arbejde rigtig meget med og nok uden tvivl også ændre på, jo længere vi kommer i forskningen. Vi har ofte svært ved at skelne vores reaktioner, og når vi arbejder med dem og opdager, hvor mange af dem, der rent faktisk stammer fra den instinktive forsvars hjerne, kan mange af de negative reaktioner undgås!
   Et meget interessant eksempel på, hvordan krybdyrhjernen virker, er f.eks. hos børn med opmærksomhedsforstyrrelser (hørt ved foredrag af psykolog John Zeuthen). Disse børn, som har en lav frustrations- og traumetærskel, reagerer i langt tydeligere grad end almindeligt tilpassede mennesker med deres krybdyrhjerne, når de bliver frustrerede. Disse børn reagerer aggressivt, hvilket kan virke både ondskabsfuldt og „næsten dæmonisk“ på udenforstående. Men det er forsvarsmekanismer, der træder i kraft. Og inden for denne kategori ligger vel(til dels) både jalousi med vold og drab til følge, drab ved stærke uoverensstemmelser, drab ved selvforsvar og følelsen af at være truet, selvhævdelse på grund af dårligt selvværd og meget andet. Ikke desto mindre betragtes det i kristendommen netop som udtryk for, at vi mennesker dybt nede i vores natur besidder trangen til det dårlige.

Og der, hvor det kommer tydeligst til udtryk, er når vores negative handlinger ikke stammer fra vores krybdyrhjerne, men når vi med forsæt beslutter os for nedrige ting, såsom frydefuld bagtalelse af andre, mord for penge, magt over og undertrykkelse af andre, økonomisk udbytning, begær efter materielle ting, popularitet på bekostning af andre, misundelse og meget andet. Ikke fordi disse ting er noget, vi ikke kan arbejde med, men det vil man som kristen sige kræver en skyldserkendelse, hvor mennesket, når det erkender sig skyldig i besiddelsen af disse negative tilbøjeligheder, rent faktisk også er i stand til at ændre på dette.

Men hvis skyldserkendelsen ikke er til stede, fordi der ikke er en Gud at stå til ansvar overfor længere, når vi begår ugerninger, vil der altid være mulighed for at argumentere positivt for nogle af de ovenstående egenskaber. Følgelig kan vi som mennesker derfor aldrig opnå overensstemmelse omkring en ændring af sådanne former for adfærd.

LSM: Vi mener imidlertid ikke, at der nødvendigvis behøver at være tale om en statisk situation. Hvorfor skulle Jesus ellers f.eks. sige til skøgen: „Gå bort kvinde og synd ikke mere!“? Hvis vi under alle omstændigheder altid ville skulle synde, skulle budskabet vel have været: „Du er elsket, præcis som du er med din synd. Jeg skal nok sone den.“ Han beder os jo om at korrigere vore fejltagelser.

CP: Naturligvis skal vi hele tiden arbejde på at ændre adfærd. Luther siger også, at „man ikke bliver kristen af at gøre gode gerninger, men at en kristen mand gør gode gerninger.“ Det betyder, at hvis vi tror på Jesus, så vil vi naturligvis også forsøge at leve efter hans bud om kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse, at undgå at såre andre, at opføre os, så andre mennesker kan holde os ud og i det hele taget „at bære Kristus i hjertet“. Men fordi vi er mennesker, der på én gang er frelste som kristne og forsøger at leve som sådan, og på samme tid igen og igen handler uforståeligt negativt også hinsides krybdyrhjernen, er der altid tilgivelse at finde hos Kristus. Vi er ikke statiske, og vi udvikler os hele tiden, men menneskeheden bliver ikke langsomt bedre og bedre. Udviklingen har som bekendt endnu ikke ført verden et bedre sted hen. Vi begår nøjagtigt ligeså mange beskidte handlinger som i tidernes morgen, dog måske lidt mere avanceret – og dette måske netop, fordi vi langsomt opnår et højere og højere bevidsthedsniveau! Men større bevidsthed fører på ingen måde til mere kærlighed. I hvert fald har historien ikke bevist det!

Kærlighedsbudet

LSM: Det undrer os, at I (SS og CP) siger, at man, hvis man tager kærlighedsbudet alvorligt, uvægerligt også kommer til at må tage skylden alvorligt. Men her formår vi ganske enkelt ikke at begribe den indre logik.

CP: Hvis vi ikke har nogen skyld for noget, er der ikke noget, der naturligt bevæger os til at elske vores næste, udover dem vi står nærmest! Vi skylder på den måde ikke nogen at elske dem!

LSM: Det er vi ikke enige i. Vi taler hellere om fejltagelser i stedet for synd og skyld. Vi peger på, at ordet f.eks. på engelsk er oversat med trespasses (overtrædelser), hvilket da også bruges i visse sammenhænge i danske bibeloversættelser. Se f.eks. Matt.6,15: „Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser“.
   Synd og skyld har at gøre med, hvad man er. Man er syndig, og man er skyldig, hvilket vil sige, at det er en selv som person, der er noget fundamentalt galt med.  Overtrædelser og fejltagelser har derimod noget at gøre med handlinger, med noget, man har gjort.  Og dette understreges mange steder… f.eks. Matt. 5, 37: „Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.“ Det er i vore handlinger, at vi skal ændre os. Og om at dømme andre i Matt. 7 står det også vældig klart: „Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.“
   Her er jo klare opfordringer til at korrigere i sit handlemønster. Det er dét, det drejer sig om, og ikke at tro, at man nu en gang har som grundvilkår at være syndig og derfor bare passivt skal affinde sig med, at sådan er man nu bare engang.

CP: Passivitet er selvfølgelig ukristelig, da det at være kristen netop er at forsøge at leve med Kristus i sit hjerte og udvise medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse. Men det er her vigtigt at skelne imellem den fundamentale skyld, som er det i vores natur, der „vil“ det dårlige, altså det, der går forud for den konkrete overtrædelse.
   I den evangelisk-lutherske dogmatik hedder det, at vi i paradistilstanden havde det, der hedder „posse pecare“, hvilket betyder „muligheden for at synde“. Da mennesket så syndede og faldt, havde vi det, der på latin hedder „non posse, non pecare“ og betyder „ingen mulighed for ikke at synde“. Men efter at Kristus har frelst verden, hedder det så „posse non pecare“ som er „muligheden for ikke at synde“. Det betyder, at efter at synden er kommet ind i verden, er det et grundvilkår, vi må leve med, men at vi med Kristus har muligheden for at lade være. Dog når det sker, har vi vores synders nådige forladelse, når vi beder Kristus om det.

LSM: Men hvorfor tror I teologer, at Jesus i talen om gengældelse efter alle sine opfordringer til at korrigere fejltagelser afslutter med ordene: „Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!“

CP: Det er fordi, det er, hvad Jesus fordrer af os, og det er, hvad vi skal stræbe efter, selvom det er umuligt! – det er altså et absolut udsagn, der er nødvendigt, fordi det er det, der skal være vores udgangspunkt. Men det er som sagt umuligt – og var det ikke det, var Kristi død og opstandelse fuldstændig overflødig. Så var han blot en blandt mange, der har talt for en bedre verden gennem kærlighed og fred og tilgivelse.

Et eksempel på, at det for mennesket er umuligt, hører vi blandt andet i Bjergprædikenen i Matt. kap.5-7; Jesus talte ind i en tid, hvor der var stor forskel på, hvor frelste folk var. De, der overholdt budene, var tættere på Gud end de, der ikke kunne holde dem. De mente, at man kunne være mere eller mindre fuldkommen og være bedre eller dårligere som menneske, hvilket netop afspejlede sig i folks gerninger. Ham, der f.eks. ikke var konen utro, var et klart bedre menneske end ham, der var utro. Det kunne man jo se. Men da understreger Kristus i Bjergprædikenen, at der ikke er forskel på de to personer, for ham, der ikke har været konen utro, har drømt om det, men har bare haft en stærkere vilje til at modstå! De to er altså lige syndige! Og dér kommer der noget helt fundamentalt ind, nemlig talen om at alle er syndere, uanset hvordan vi ellers opfører os. Og dermed har alle det samme udgangspunkt og den samme mulighed for frelse ved Jesus Kristus.

LSM: Vi har formuleret et nyt begreb, som vi kalder Reanimation. Det betyder, at vi, ligesom H.C. Ørsted i sin naturfilosofi i 1800-tallet og diverse kognitionspsykologer og -neurologer, ser det enkelte menneskeliv som led i en lang udviklingsproces, hvori det enkelte menneskes værdigrundlag langsomt udvikles, udvides og reanimeres i bestandigt højere spiralkredsløb. Hvad „jeg“ derfor gør i dette ene liv begrænses ikke af min fysiske død, men har erfaringsmæssigt tillagt en del til menneskehedens samlede erfaringsmasse og kan derfor være af værdi for rejsen mod fuldkommenhed, selvom „jeg“ kun nåede et par millimeter videre på kærlighedens vej i dette liv.

CP: Kristendommen tror ikke, at mennesket viderefører godhed som sådan i erfaringsmassen. Vi er som ovenfor beskrevet ikke blevet klogere på kærligheden og godheden, medfølelsen og tilgivelsen, i hvert fald ikke i praksis. Vi er blevet klogere på økonomi, velfærd og vækst, teknologi etc., hvilket ikke har en etisk dimension, men handler om menneskehedens evne til at optimere sine levevilkår.

LSM: Vi anser slet ikke det vigtigste for at være, om vi kan blive det sådan her og nu; vi ser det snarere som en vældig udfordring til ikke at lade stå til over for de problemer, vi møder i jordelivet, ikke give op, ikke være dovne og magelige og lade, men derimod komme mentalt op på dupperne og gå i gang med de der korrektioner i så mange sammenhænge som overhovedet muligt.

CP: Det sidste kan vi kun være enige om!

Noter:

1 Kognitiv betyder tankemæssig
2 Kontemplativ betyder her eftertænksom
3 Amygdala er et område i hjernens tindingelap, som blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner. Den er en del af det limbiske system og har forbindelser til hypofysen, binyrerne, lugtesansen og til indtagelse af føde og væske. Amygdala kan udløse forskellige viscerale og autonome reaktioner (vejrtrækning, kredsløb, mave-tarmkanal).  Den frie encyklopædi.