Kristne bør advare mod Evangelist

Hvis man af angst for at bedømme ikke tør skelne mellem kristeligt og ukristeligt i kirkens egne rækker, svigter man dem, der i søgen efter autentisk kristendom bliver lokket med i sekteriske bevægelser.  

Christian Hedegaards Evangelist har gjort kristen religionskritik – selvkritik – til en påtrængende kirkelig opgave. Derfor har Dialogcentret i samarbejde med andre indledt et religionskritisk informations-, dialog- og hjælpearbejde.

Undertegnede og Dialogcentrets medarbejder sognepræst Roar Lavik holder foredrag, deltager i debatter, skriver kritisk materiale, som kan ses på Dialogcentrets hjemmeside, osv.

Den Evangelist-kritiske hjemmeside www.kritisk.dk er blevet oprettet af pårørende og ofre for Evangelist, med bistand fra os. Flere af ildsjælene bag siden er medarbejdere ved Dialogcentret.

Vi støtter borgergrupper i de ”Evangelist-ramte” lokalsamfund.

Vi hjælper ofre og pårørende via samtaler, juridisk bistand og dialog. Vi har været i kontakt med mod 200 mennesker, der på en eller anden måde er kommet i klemme på grund af Evangelist eller Christian Hedegaard.

Evangelists støtter ser ikke med velvilje på kritik. Landslederen i Apostolsk Kirke Johannes Hansen har sammenlignet kritikken med middelalderens korstog og heksejagt; den karismatiske folkekirkepræst Vagn Folkermann mener, at Evangelist er udsat for kristen-forfølgelse. Hans Christian Neerskov, der tidligere har skrevet noget af Dialogcentrets kritiske materiale om ”Herlighedsteologi”, kalder vores materiale usmageligt, usagligt og udokumenteret.

Naturligvis gør det ondt, når Dialogcentrets gamle venner og medkristne anklager os så voldsomt. Men hvis Dialogcentret og andre gode fri- og folkekirkelige kræfter ikke står fast over for bevægelser som Evangelist, mister en teologisk religionskritik sin troværdighed, og kirken svigter sin opgave – at pege på Jesus Kristus som alternativ til selvfrelse både over for kirkevante og kirkefremmede. Desuden opfører en ukritisk kirke sig som præsten i lignelsen om den barmhjertige samaritaner overfor ofre og pårørende.

Det gør en forskel, hvad man tror på

Hr. og fru Danmark har lært Evangelist at kende som en yderliggående, fundamentalistisk eller sekterisk kristen gruppe. Man opfatter Evangelist som en gruppe, der er ”for meget” kristen, ligesom islamiske fundamentalister er ”for meget” muslimer. Sagt på en anden måde: Religionen er ligegyldig, mængden må bare ikke blive for stor!

Hr. og fru Danmark har naturligvis ikke ret. Heller ikke, selv om de bliver bakket op af religionsvidenskabelige koryfæer som Tim Jensen og Mikael Rothstein. Det gør faktisk en forskel, hvad mennesker tror på. Ikke bare, når vi ser på det hinsidige. Den religion eller religionserstatning, man bygger sit liv på, spiller en rolle for, hvordan man lever med andre mennesker her i verden – uanset om den hedder kristendom, Islam, New Age eller ateisme.

Derfor bør religion diskuteres i samfundet, og derfor har vi brug for kristen religionskritik i det offentlige rum. Men hr. og fru Danmark har ret i, at det kan være svært at se, at kristendommen skulle betyde noget særligt og godt, når religiøse grupper i kristendommens navn begår uret – hvis ikke de klassiske kristne kirker kommer ofrene til undsætning med en kritisk kristen vurdering.

Forudsætningen for, at kristen religionskritik har en berettigelse, er naturligvis, at den også tør være kritisk over for egne rækker. Ellers er den bare et skalkeskjul for den menneskelige lyst til at pege fingre og dele op i ”os og dem”.

Mange unge med fri- og folkekirkelig baggrund bliver tiltrukket af Evangelist eller lignende. Længe har de været vidne til en kirke på konstant tilbagetog for sækulariseringen. Nu vil de have ”den rene vare”. Denne reaktion er almenmenneskelig og allerede beskrevet af religionssociologiens stifter Max Weber. En lignende bevægelse ser vi i dag blandt unge muslimer.

Når mange kirkelige unge reagerer med en Max Webersk vækkelsesreaktion over for en stivnet kirke og et samfund, der bliver stadig mere fremmed for kirken, er det et sundt korrektiv til en kirke, der på mange måder har sovet i timen. Men hvis man af angst for at bedømme ikke tør skelne mellem kristeligt og ukristeligt i kirkens egne vakte rækker, så svigter man dem, der i jagten på autentisk kristendom bliver lokket med i sekteriske bevægelser.

Dialogcentret kan ikke løse opgaven alene. Vi savner, at kirkerne i Danmark kommer mere på banen.

For det første savner vi klare udmeldinger fra Frikirkenet, der er et netværk af den mest karismatiske og pentekostale tredjedel af de danske frikirker. Frikirkenet har blandt sine medlemmer også adskillige trosmenigheder. Ved at optage dem har de naturligvis ikke gjort sagen let for sig selv.

Det ville også være dejligt, hvis de øvrige frikirker og folkekirkens biskopper ville komme med nogle klare udmeldinger.