DÆMONISERINGEN I FREMGANGSTEOLOGIEN

Min artikel ”Kritisk vurdering af Christian Hedegaard” blev lagt på Dialogcenterets hjemmeside 20.12.2004. Næsten to år senere nemlig 30.11.2006 finder Johnny Hansen (JH) anledning til at kommentere artiklen. Eftersom JH, der er frikirkepræst i Apostolsk Kirke, også sidder i bestyrelsen for Dialogcenteret (DC) og samtidig offentligt kritiserer mig som medarbejder i DC og som suppleant til bestyrelsen, føler jeg mig nødsaget til også at besvare kritikken offentligt, selv om jeg havde sat pris på, at JH havde kontaktet mig, inden han fremkom med sin kritik.   Imidlertid har JH ikke blot skrevet på DC’s hjemmeside, men han har også givet tilladelse til, at hans udtalelser benyttes på Christian Hedegaards hedblog, og nu indgår i samlingen af diverse støtteerklæringer til fordel for Evangelist. Johnny Hansen har fået optaget et indlæg til støtte for den kontroversielle organisation, om end JH’s indlæg adskiller sig fra de øvrige indlæg ved ikke at udtale sig positivt om Evangelist. Det må dog bemærkes, at indlægget ikke blot er optaget på Christian Hedegaards hedblog, men også er optaget i kategorien: ”Venners indlæg”. Christian Hedegaard vil gerne opfatte JH’s indlæg som et skulderklap fra en ven. Derved undermineres JH’s habilitet og troværdighed i forhold til DC.  Under overskriften ”Hedegaard og Dialogcenteret ved Johnny Hansen, bestyrelsesmedlem i Dialogcenteret,” virker det, som om JH’s indlæg er skrevet på DC’s vegne eller på bestyrelsens vegne. Det er imidlertid ikke tilfældet. JH’s indlæg har ingen officiel status. Indlægget er bare udtryk for hans egne private synspunkter, og en anbefaling af Evangelist er i direkte modsætning med DC’s officielle linie. Tom Thygesen Frederiksen fandt det derfor nødvendigt allerede få dage efter JH’s indlæg, nemlig 02.12.2006 at præcisere DC’s linie, nemlig at ”vi fremdeles forholder os stærkt kritiske til praksis i Evangelist”, og at ”DC er stærkt kritisk over for fremgangsteologi i almindelighed og ikke mindst over for Chr. Hedegaard.”   JH’s indlæg på Christian Hedegaards hedblog er altså stærkt misvisende i forhold til DC. Når JH skilter med, at han er bestyrelsesmedlem samtidig med, at han problematiserer DC’s kritik af Christian Hedegaards teologi og praksis, virker det undergravende for arbejdet i DC. Når JH er medvirkende til at drage DC’s troværdighed i tvivl, har han reelt et forklaringsproblem.

  Under ”venners indlæg” på Christian Hedegaards hedblog er der i øvrigt ikke mulighed for at komme med modindlæg, hvorfor det heller ikke er muligt at forsvare hverken DC eller sig selv – ikke engang mod personlige beskyldninger, hvilket ikke er fair.

 Kritikken

JH afslutter sit indlæg i håb om, at det kan rette nogle ”af de værste fejl i min artikel”. Desværre må jeg gøre opmærksom på, at selv om JH på visse punkter markerer sin uenighed, påviser og dokumenterer han ikke nogen faktuelle fejl i artiklen. Desuden tillægges jeg synspunkter, jeg ikke har og heller ikke har givet udtryk for.   Indledningsvis vil jeg gerne præcisere, at min kritik af Christian Hedegaards teologi og praksis først og fremmest retter sig mod de helt åbenbare fremgangsteologiske synspunkter og sekteriske tendenser. Desværre er der noget, der tyder på, at en del frikirkepræster har vanskeligt ved at skelne mellem pentekostal teologi og fremgangsteologi, og jeg frygter, at det er udtryk for, at fremgangsteologien har sneget sig langt ind i flere pentakostale frikirkemenigheder.

  JH vil gerne anholde ”den udbredte tendens til at argumentere imod trosbevægelsen på baggrund af citater fra E.W. Kenyon hos Kenneth Hagin.” I al stilfærdighed må jeg gøre JH opmærksom på, at jeg i min artikel overhovedet ikke citerer hverken Kenyon eller Hagin – og derfor må melde hus forbi. Derimod påpeger jeg det faktum, at fremgangsteologien udspringer fra Rhema Bible Training Center, som blev grundlagt af Kenneth E. Hagin i Oklahoma. Siden har fremgangsteologien spredt sig ud over den vestlige verden, og hvad der ikke lykkedes for KBC (Københavns Bibeltrænings Center) i løbet af 80erne er til gengæld lykkedes for Christian Hedegaard siden 2000, og der er for mig at se ingen tvivl om, at Evangelist i dag er den stærkeste udbreder af fremgangsteologi i Danmark.

 Dæmoner og dæmonbesættelse 

JH’s indlæg insinuerer, at jeg kritiserer dæmonuddrivelse, tungetale og forbøn for syge, hvilket absolut ikke er tilfældet. Det er ikke særlig konstruktivt, først at tillægge ens modpart synspunkter, han ikke har, og derefter kritisere ham for det. Jeg vil gerne understrege, at hverken for DC eller for mig personligt, er der noget problem i, at der er kristne, der har et baptistisk dåbssyn, praktiserer tungetale, benytter sig af nådegaver til at helbrede eller foretager dæmonuddrivelse – dersom der altså vitterligt er tale om dæmonbesættelse. Personligt har jeg da også flere venner i frikirkerne, som jeg sætter stor pris på. Det er ikke mit anliggende at kritisere pentekostal teologi, men derimod at kritisere fremgangsteologien. Hvad er det nemlig, der er ”i direkte modstrid med det Nye Testamente”? Det er først og fremmest, at alle kristne skal uddrive dæmoner. I øvrigt er der heller ikke bibelsk begrundelse for, at alle kristne skal have nådegave til at helbrede syge eller at alle kristne skal have nådegave til at tale i tunger for den sags skyld. Som det fremgår af 1 Kor 12 og 14 udrustes de troende med forskellige nådegaver. Skal menighedslegemet være funktionsdygtigt, må det have mange forskellige lemmer. Det er ikke alle troende, der har nådegave til at tale i tunger, lige så vel som det heller ikke er alle troende, der har nådegaver til at helbrede, eller til at være lærere i menigheden. Ifølge Det nye Testamente er det Ånden, der udruster, sådan som han vil (1 Kor 12,11).   Desuden kritiserer jeg heller ikke, at der foretages dæmonuddrivelse, dersom der vel at mærke er en eller flere dæmoner at uddrive. Det problematiske er, at fremgangsteologien ser dæmoner overalt – også dér, hvor der ingen dæmoner er. Christian Hedegaard anser psykisk syge, misbrugere, pædofile og homoseksuelle, ja, endog rygere for at være dæmonbesatte. Det er ikke udtryk for klassisk kristendom, men er derimod udtryk for usund fremgangsteologi. Det er meget afgørende, at terminologien er helt klar, og at der skelnes mellem psykiske lidelser og dæmonbesættelse – mellem misbrugsproblemer og dæmonbesættelse. Generel praksis på rehabiliteringscentrene i Evangelist er, at psykisk syge, narkomaner og alkoholikere under tre døgns faste bliver udsat for eksorcisme, uden at der er tale om dæmonbesættelse. Det er der intet bibelsk belæg for.

  Mit anliggende er heller ikke at afvise enhver form for tolkning af åndelige oplevelser, men derimod at kritisere den manipulation som benyttes, når mennesker, der aldrig har været dæmonbesatte, indbildes, at der er blevet uddrevet en eller flere dæmoner af dem. Åndelige ledere er ikke fritaget for at tale sandt, og omgåelse af sandheden og forførelse kan ikke forsvares eller undskyldes i Jesu navn.

 Dæmonangreb og dæmonbesættelse

JH’s udtalelser vedrørende dæmonbesættelse er uklare. Han indrømmer da også, at han ikke skelner mellem dæmoners påvirkning udefra og indefra, hvilket afslører en manglende forståelse på forskellen mellem dæmonangreb og dæmonbesættelse. Derfor er det nødvendigt at definere, hvad dæmonbesættelse egentlig er. Dæmonbesættelse betyder, at en åndspersonlig magt har taget centeret for menneskets personlighed i besiddelse. Det indebærer, at en eller flere dæmoner kontrollerer mennesket, og når som helst er i stand til at tage magten over det, hvilket giver sig udslag i, at dæmonerne f.eks. kan tale og handle gennem den besatte (Mark 5,1-20).  JH er af den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at foretage dæmonuddrivelse på en ikke-kristen. Hertil må for det første indvendes, at dæmonbesatte ikke er kristne, forstået på den måde, at når de er dæmonbesatte kan de ikke samtidig være en bolig for Gud. For det andet vil det altid være af stor betydning for en dæmonbesat at blive befriet. Muligheden for at blive en bolig for Gud foreligger ikke, så længe mennesket er en bolig for dæmoner og vice versa. Det er derfor vigtigt for et menneske, at det bliver befriet for dæmoner, der tyranniserer og slavebinder det, således at det kan komme til at tilhøre Gud.   Jesu tale om det tomme hus (Matt 12,43 ff.), viser bl.a. vigtigheden af, at en dæmonbefrielse følges op af omvendelse og tro, hvorved mennesket bliver en bolig for Gud. Da er huset, som var bevogtet af den stærke (Satan) blevet overvundet af den allerstærkeste (Gud) (Luk 11,21 f.). Huset kan kun besættes, hvis det er tomt. Et menneske, i hvem Guds ånd bor, kan ikke besættes, for det hus er altså ikke tomt. Derfor kan en kristen ikke besættes.   Desuden ville det være en hjælp for JH at forstå forskellen på græsk og hebraisk antropologi (menneskesyn). I græsk tænkning forekommer dualismer, hvilket f.eks. gør sig gældende i gnosticismen. Dersom man opererer med en dualisme mellem menneskets ånd og sjæl eller mellem menneskets ånd og legeme er det altså udtryk for en græsk tænkning. Hebraisk og bibelsk tænkemåde adskiller sig fuldstændig fra græsk tænkning, og har en helhedsopfattelse af mennesket. Det betyder, at en troende tilhører Faderen, Sønnen og Helligånden med ånd, sjæl og legeme. Når menneskets ånd tilhører Gud, så er legemet en bolig eller et tempel for Helligånden, som Paulus udtrykker det (1Kor 6,19). Det er en afgørende pointe. Man kan ikke samtidig være en bolig for Guds ånd og for dæmoner. Det betyder naturligvis ikke, at en troende ikke kan blive udsat for momentane sataniske eller dæmoniske angreb. Men det er netop angreb udefra – f.eks. i form af fristelser. Derfor er der god grund til at bede, som Jesus har lært os i Fadervor: ”Fri os fra det onde eller den onde” (Matt 6,13), ligesom der også er god grund til at agte på den paulinske formaning om ikke at give Djævelen plads (Ef 4,27). Det er ikke det samme som besættelse, om end en stadig større satanisk indflydelse i værste fald kan resultere i besættelse, men da er Guds ånd for længst veget fra det menneske.  Dæmoniske aktiviteter udefra (fristelser) er noget ganske andet end dæmoniske aktiviteter indefra (besættelse). Lad mig benytte et billede for at tydeliggøre det. Der er forskel på om en fjende angriber en borg, som jeg har søgt tilflugt i, eller om fjenden allerede har bemægtiget sig hele borgen. Der er forskel på at blive angrebet og at være indtaget. I det første tilfælde er jeg i stand til at forsvare mig, hvorfor Paulus formaner os til at stride troens gode strid (Ef 6,10-18). I det sidste tilfælde er jeg ikke længere i stand til at forsvare mig. Satan og hans dæmoner er stærkere end mennesket, og derfor er dæmonbesatte afhængige af, at der er andre, der komme dem til hjælp og befrier dem for dæmonbesættelsen. Dæmonbesatte mennesker er i øvrigt heller ikke i stand til at uddrive dæmoner af sig selv. Som dæmonbesat er man fuldstændig kontrolleret og behersket af onde ånder, hvilket umuliggør, at man er i stand til at opnå frihed på egen hånd.   Jeg tager altså fuldstændig afstand fra CH’s dualistiske opdeling af mennesket, hvor dæmonisering anvendes synonymt med dæmonbesættelse, hvilket skulle kunne resultere i, at menneskets ånd tilhører Gud, mens kroppen eller sindet skulle være besat af dæmoner. Derfor fastholder jeg også, hvad jeg skrev i min artikel: ”Det er desuden i klar modstrid med NT at give mennesker, der tror på Gud, den anfægtelse, at årsagen til synd og sygdom kunne være udslag af dæmonisering af sind og krop. Det er at skræmme mennesker ud fra falske forudsætninger.”  Det er fint nok at henvise til personlige erfaringer, som JH gør, men disse erfaringer må naturligvis altid underkastes en nærmere analyse på grundlag af Skriftens klare tale. I modsat fald er der stor fare for at havne i ren vilkårlighed. JH’s terminologi er flydende og upræcis, når det gælder befrielse fra ”destruktive kræfter”, ”dæmoniske bindinger” og decideret ”besættelse”. Når JH påberåber sig, at hans personlige erfaringer beviser, at en kristen kan være dæmonbesat, tilsidesætter han nytestamentlig forståelse på grundlag af hans egne erfaringer. Det åbner ikke alene for sværmeri, men også for vranglære. At personlige erfaringer skulle kunne bevise, at en kristen kan være dæmonbesat er noget vrøvl. For det første er det umuligt at bevise, at et menneske virkelig er en kristen – det er kun Gud, der kender vore hjerter. For det andet er det umuligt, at det menneske, som er bolig for Gud, samtidig skulle være bolig for Satan og hans ånder! Huset kan kun besættes, hvis det er tomt, og altså ikke beboet af Gud.  JH er af den opfattelse, at man ”helt og holdent” kan tilhøre Kristus og samtidig have brug for dæmonuddrivelse. Endnu værre er det, at JH ligefrem påstår, ”at det ikke giver nogen mening, at drive dæmoner ud af mennesker, der ikke er kristne”. For det første kan Gud og Satan ikke bo i det samme menneske på samme tid. For det andet vil befrielse fra dæmonbesættelse altid være godt for et menneske. Men et menneske, der en gang er blevet befriet fra dæmoner, har en risiko for at blive besat igen, såfremt Gud ikke tager bolig i mennesket. Det understreger vigtigheden af, at en dæmonbefrielse følges op af omvendelse og tro, hvorved mennesket bliver en bolig for Gud. Når Gud først har taget bolig i et menneske, beskytter han mennesket mod, at dæmoner tager bolig i det.   Når Simon anvendes som eksempel på en, kom til tro, men som ikke var oprigtig og derfor karakteriseres, som en der er ”fuld af gift og galde og lænket i uretfærdighed” (ApG 8,23), må det bemærkes, at der intet står om, at han skulle være dæmonbesat. Eksemplet kan altså ikke anvendes som argument for, at en troende kan være dæmonbesat.   Alle troende kan fejle, ligesom Peter også gjorde oven i købet lige efter, at Helligånden havde åbenbaret for ham, at Jesus var Kristus den levende Guds søn (Matt 16,16). Umiddelbart efter måtte Jesus sige: ”Vig bag mig, Satan” (Matt 16,23)! Jesus så i Peters udsagn en fristelse fra Satan til at unddrage sig korsets lidelse og dermed virkeliggørelsen af Guds frelsesplan. At Satan skulle kunne friste gennem andre mennesker, selv gennem troende, er tydeligt nok. Men det er jo ikke ensbetydende med, at Peter, der ved Helligånden bekender Jesus som Kristus, samtidig skulle være dæmonbesat. Distinktionen må holdes klar her. Desværre er talen om dæmonbesættelse blevet dybt misbrugt i fremgangsteologiske bevægelser, og det er nødvendigt at dæmme op for denne indflydelse.

  JH skelner heller ikke, mellem at have ”en” tro på Gud og at have en ”sand” tro på Gud. Et menneske, der har en sand tro på Gud, altså en frelsende tro, har Guds ånd i sig, og dermed ingen dæmoner. Man kan sagtens have en tro på Gud, uden at have en frelsende tro. Selv dæmonerne har en tro på Gud – de tror nemlig, at han findes, og har også en vis viden om ham, der bevirker, at de skælver, men det er ikke nogen frelsende tro (Jak 2,19).

 Frelse og helbredelse

Jeg er ikke bekendt med JH’s græskkundskaber, men han er tilsyneladende klar over, at det græske ord ”sozo”, har en omfattende betydning og kan betyde frelse, redde og også omfatte helbredelse. Men det betyder jo på ingen måde, at helbredelse og frelse er det samme, eller rettere, at hver gang Gud frelser et menneske, bliver det også helbredt og omvendt. Der kan nævnes mange eksempler på, at syge er blevet helbredt uden at blive frelst, og tilsvarende kan der nævnes mange eksempler på, at syge er blevet frelst, uden at blive helbredt. Mange græske ord har ikke blot forskellige betydningsnuancer, men også vidt forskellige betydninger. Det indebærer jo ikke, at alle betydninger eller betydningsnuancer kan benyttes i hvilken som helst kontekst.

  I min artikel berører jeg taleforbudet – det påfaldende i, at Jesus ofte bad de helbredte om ikke at fortælle det til nogen (Mark 1,44; 5,43; 7,36), hvilket står i skærende kontrast til, hvordan Hedegaard haler mennesker frem i rampelyset og udbasunerer deres helbredelse både på sin hjemmeside og i sit tidsskrift. I denne sammenhæng skal jeg ikke gå nærmere ind på Jesu motivation for forbudet – hvad der jo findes flere tolkninger af. Men jeg vil understrege, at menneskers personlige vidnesbyrd om helbredelse, ikke må være noget de presses til at offentliggøre. Sjælesørgerisk er der brug for at vise stor indføling og skønsomhed her, hvad der desværre ikke altid sker i Evangelist – ligesom historierne undertiden ”pyntes” og ”omskrives”. Troværdighed opnås kun gennem sandfærdige vidnesbyrd.

 Dødeopvækkelse

JH stiller sig tvivlende over for, at Gud i fremgangsteologien altid vil opvække de døde. Jeg skal begrunde min påstand ved at henvise til Christian Hedegaards egne udtalelser. Hedegaard har mere end en gang forsøgt sig med dødeopvækkelse, og har givet udtryk for at det kun er et spørgsmål om tid, før det vil lykkes, da han mener, at det er en ordre fra Gud, at vi skal opvække de døde. Fremgangsteologisk tankegang beror nemlig på, at Gud har al magt, og at den, der tror, skal kunne gøre de samme gerninger, som Jesus gjorde. Derfor går fremgangsteologer, der står overfor et dødsfald som udgangspunkt ud fra, at Gud vil opvække de døde. ”Jeg tror ikke på, at sygdom og død er Guds vilje.” I forbindelse med bøn for svigermorens helbredelse og opvækkelse fra de døde, udtaler Christian Hedegaard: at ”det ikke [er] hos Gud, men snarere hernede på jorden, at den er gal.” (Bevar din helbredelse s. 114-115). Når dødeopvækkelsen ikke sker – kan årsagen ikke tilskrives Gud eller den afdøde – men kan kun placeres ét sted, nemlig hos den, der ikke var i stand til at genopvække, hvorfor Christian Hedegaard karakteristisk nok gav sig selv skylden, og undskyldte sig med, at han kun er et menneske og ikke havde tro nok og havde opgivet for tidligt. Underforstået, at dersom hans egen tro havde været stor nok og han havde været tilstrækkelig udholdende, havde dødeopvækkelsen også fundet sted. Nådegaver og nådegaveformidlingDet, jeg retter min kritik imod, hvad nådegaver og nådegaveformidling angår, er, at give indtryk af, at man kan formidle en hvilken som helst nådegave efter menneskers egne ønsker. Unge har eksempelvis sagt til CH: ”Jeg kunne godt tænke mig helbredelsens nådegave!” – hvortil Christian Hedegaard undertiden friskfyragtigt har svaret: ”Fint, det får du! Nu skal du bare i gang med at praktisere den!” Det er ikke Hedegaard eller for den sags skyld en hvilken som helst leder, der uddeler nådegaver, men derimod Ånden. At gå omkring og agere som om man egenmægtigt forvalter Guds nådegaver, er at guddommeliggøre sig selv. Resultatet er mennesker, der i indbildskhed går omkring og eksempelvis tror, at de kan helbrede mennesker, og roder sig ud i ynkelige bortforklaringer, når helbredelsen ikke indtræffer.

  Kristne kan godt være redskaber for Gud, men der er forskel på at være Gud og på at være hans redskab. I fremgangsteologi går man ofte så langt, at man giver indtryk af at være guddommelig og agerer som sådan. Men der er forskel på, at Ånden udruster, og at mennesker udruster. Der er forskel på, at Gud helbreder, og at mennesker helbreder. I fremgangsteologien forveksles det, Gud gør og det, åndelige ledere gør. Ofte giver fremgangsteologiske ledere udtryk for, at det er dem, der handler. De tager ære – den ære, som tilhører Gud. Lad mig understrege, at det ikke er Hedegaard, der udruster med nådegaver, men Helligånden! At være redskab for Gud kræver ydmyghed. Hedegaards ønsker er ikke nødvendigvis Helligåndens vilje. Hedegaard opfører sig som om det er ham, der udruster – og uden noget som helst tegn på, at den pågældende vitterligt har fået helbredelsens nådegave, proklamerer han, at det er tilfældet. Når han derpå giver mennesker besked om at gå i gang med at praktisere en nådegave, som de ikke har og ikke får, ja, så beror det på forestillingen om, at troen på, at jeg har en nådegave, skal resultere i, at jeg også får den pågældende nådegave. Det er et flop, der savner nytestamentlig begrundelse – ren fremgangsteologisk ønsketænkning, der er fuldstændig utopisk.

 Dåben som loyalitetstest

Fra frikirkelig side har jeg mest været kritiseret for mit lutherske dåbssyn, der indebærer genfødelse i dåben, når og hvor Gud vil – også når et spædbarn døbes og får troens gave. Et vigtigt argument herfor ser jeg i Abraham-pagtens omskærelse, der blev fortaget på spædbørn, der var 8 dage gamle, hvilket er et forbillede på dåben. I dåben er vi omskåret med Kristus-omskærelsen, som Paulus udtrykker det (Kol 2,11 ff.).  I DC, der er et fælleskirkeligt center, accepteres både det ene og det andet dåbssyn, og derfor er det fuldt legitimt at have et baptistisk, pentekostalt eller luthersk dåbssyn. Det er egentlig ikke mit anliggende at gøre det til diskussionsemne. Personligt har jeg også ved flere lejligheder med glæde deltaget i voksendåb i frikirker.   Jeg vil naturligvis gerne vedstå mig mit lutherske dåbssyn, men i min artikel: ”Kritisk vurdering af Christian Hedegaards teologi” er det kun en biting, der har fået for meget opmærksomhed i forhold til det, der egentlig er hovedsagen. I ”Eksorcisten” (KD 20.10.2004) nævner Christian Hedegaard et eksempel på en pige, der bliver døbt to dage efter ankomsten til Gørløse. På spørgsmålet om, hvorfor denne unge pige absolut skulle døbes efter kun to dage i Gørløse, svarer Christian Hedegaard: ”Jeg har hverken tid eller plads til traditioner og kirkelige overleveringer, og dåben var derfor en test på, hvor alvorligt hun mente det. Hvis hun med sin baggrund i LM ville døbes, ville det vise, at hun var seriøs med at komme og arbejde her.”  Min kritik af Hedegaard retter sig først og fremmest mod, at han kan reducere dåben til en loyalitetstest over for ham. Da døber han i virkeligheden til sig selv – til at være hans discipel. Det er misbrug af dåben og fuldstændig forkasteligt, hvad der på ingen måde er udtryk for klassisk kristendomsforståelse.  Roar Lavik, sognepræst og medarbejder i Dialogcenteret