Da Vinci Mysteriet afsløret

Amerikaneren Dan Brown udgav i 2003 thrilleren Da Vinci Mysteriet (engelsk Da Vinci Code). Bogen blev straks et superhit på bestseller-listerne med nu over 17 mio. læsere. I maj i år går Hollywood ifølge planen i gang med at filmatisere Da Vinci Mysteriet med Ron Howard som instruktør (instruktøren af ‘A Beautiful Mind’) og med Tom Hanks og Audrey Tautou i hovedrollerne. I vide kredse er Da Vinci Mysteriet bogen, man skal læse.

Mord og gudindekult

Da Vinci Mysteriet begynder i Louvre-museet med et mord, som den flotte og berømte symbolforsker og Harvard-professor, Robert Langdon, uretfærdigt bliver mistænkt for. I løbet af de næste godt 24 timer går den vilde skattejagt, eller rettere, den intense søgen efter intet mindre end Den Hellige Gral. Langdon og den smukke kodeekspert, Sophie Neveu, afdækker skjulte, hedenske koder og symboler i fx Leonardo da Vincis billeder. Derpå hvirvles de ind i en omfattende konspiration - et opgør mellem den onde katolske gruppe, Opus Dei, og den gode okkulte loge Priory of Sion (Sion-prioratet).

Dette opgør er samtidig en strid mellem to versioner af Vestens religiøse historie. På den ene side står den sande jødisk-kristne fortælling: Sagen er her balancen mellem det mandlige og kvindelige princip. Det kvindelige hyldes i en kult for ‘Gudinden’ (naturens frugtbarhed) med et rituelt „helligt samleje" (hieros gamos) i centrum. Desuden var Jesus fra Davids og Salomons hellige slægt aldeles ikke guddommelig, men blot og bart et menneske, der ægtede Maria Magdalene (som symbolsk er tilknyttet gudindekulten). Med hende avlede Jesus en fornem slægt, merovingerne.

På den anden side står en ond, patriarkalsk sammensværgelse, der ved løgn og vold har gennemtrumfet sin version af historien: Gudinden blev bragt i miskredit, Eva blev gjort til skurk, årsagen til menneskets synd og lidelse ved at friste Adam med frugten fra Kundskabens Træ, de seksuelle ritualer i jødernes tempel blev fortrængt fra historien, og Jesus blev løjet guddommelig.

Den onde kirke og Biblens løgn

Da Vinci Mysteriet fortæller, at det især var den onde romerkejser, Konstantin den Store, der stod bag denne historieforfalskning, hvilket foregik ved kirkekoncilet i Nikæa. Efter koncilet producerede Konstantin en Bibel, som udrensede alle de (fx gnostiske) gamle evangelier og tekster, som fortalte den sande historie om Jesu menneskelighed og ægteskabet med Maria Magdalene.

Kort efter kom Jesus-slægten, merovingerne, ganske vist på tronen i Frankerriget, men onde katolikker fik atter sat slægten fra magten og udryddede den næsten. Godefroy de Bouillon fra merovingerne overlevede trods alt og blev fyrste i Palæstina i korsfarertiden. For at bevare kulten for Gudinden og frugtbarhedsguden Baphomet og for at beskytte Godfreds merovingerslægt og sandheden om Jesus og Maria Magdalene opstod den gode loge, Priory of Sion, som oprettede en militær afdeling, Tempelherre-ordenen.

Men onde katolikker var hele tiden ude efter Priory of Sion, og de massakrerede Tempelherrerne i 1312. Den gode, hornede frugtbarhedsgud Baphomet blev kaldt Djævlen af kirken, og den gode frugtbarhedskult, heksene og Wicca, blev forfulgt. 5 mio. kvinder, der dyrkede Baphomet og Gudinden, blev dæmoniseret som djævledyrkere og blev derpå brændt ved hekseforfølgelser. Dog havde Priory of Sion prominente medlemmer som Botticelli, Leonardo da Vinci, J.V. Andreae, Victor Hugo og Claude Debussy. Pga. kirkens forfølgelser søgte disse åndsmennesker at lægge skjulte spor og symboler ud i den europæiske kultur om sandheden: tekstsamlingen om Maria Magdalenes sande status, og merovingerslægtens blodlinje (sang real = kongeligt blod) blev kaldt „Den Hellige Gral" (San Greal = Den Hellige Gral). Der opstod legender om at søge Gralens visdom. Da Vinci lagde symboler og tegn på Gudinden og Maria Magdalene ud i sine billeder. Andreae skabte sin rosenkreuzerorden for at holde sandheden i hævd. Og meget andet.

Priory of Sion-logen har overlevet til i dag, og merovingerslægten lever stadig som familierne Plantard og Saint Claire, som viser sig forbundne med den myrdede i Louvre og med bogens helte.

Da Vinci Mysteriet - fiktion eller fakta?

Bogen er en ganske glimrende krimi og spændingsbog, som blot har et tydeligt antikristent tema, nemlig at støtte de gode okkulte i opgør med den undertrykkende og løgnagtige bekendelsestro kristendom. På den ene side står det gode som gudindekult, seksualitet, harmoni, åndshistoriens helte, bogens helte og okkulte grupper og symboler som rosenkreuzere, Baphomet og pentagrammet. På den anden side står den onde sammensværgelse som vold og krig, politiet, løgn, storkapital, kvindeundertrykkelse, heksebrændingerne, troen på Kristi guddommelighed, Kirken og især Opus Dei. Dette er da også helt legalt, for bogen er ren og skær fiktion. Problemet opstår, hvis læseren ikke opdager bogens okkulte dagsorden. Og problemerne opstår især, hvis læsere uden det store kendskab til historien bruger bogen som historieundervisning, som fakta.

På side 2 i Da Vinci Mysteriet står der følgende: Fakta: Priory of Sion - en hemmelig europæisk loge etableret i 1099 - eksisterer i virkeligheden. I Nationalbiblioteket i Paris fandt man i 1975 nogle dokumenter, kendt under navnet Les Dossiers Secrets, i hvilke en række medlemmer af Sion-logen nævnes ved navn, bl.a. sir Isaac Newton, Botticelli, Victor Hugo og Leonardo da Vinci…Alle beskrivelser af kunstværker, arkitektur, dokumenter og hemmelige ritualer i denne roman er korrekte". Det er simpelthen noget vrøvl!

Sandheden om Priory of Sion

Les Dossiers Secrets blev fundet, eller rettere deponeret, i Nationalbiblioteket i 1967 og er anerkendt som et falsum (vist fabrikeret af Philippe de Chérisey) , der skulle støtte Plantards fantasterier og bogen L’Or de Rennes af Gèrard de Séde.2  Men i 1982 udkom en pseudohistorisk bestseller, Holy Blood, Holy Grail, af Baigent, Leigh og Lincoln, som var en slags britisk genskrivning af de Sédes L’Or de Rennes. Holy Blood, Holy Grail hævdede, at det hemmelige selskab Priory of Sion, stammer fra korsfarertiden med Tempelherrerne som sin militære og finansielle facade. Ordenen stod bag den esoteriske understrøm gennem middelalderens Europa, men dens primære opgave var at beskytte og genindsætte merovinger-dynastiet, som direkte nedstammede fra Jesus og Maria Magdalene. Merovingerne og Sion-prioratet og de hertil knyttede tempelherrer og katharer blev til gengæld nådesløst forfulgt af den romersk-katolske kirke. Dette er almindelig anerkendt som okkult sludder og vrøvl, men er samtidig tydeligvis baggrunden for Da Vinci Mysteriet. Faktisk så meget, at to af forfatterne bag Holy Blood, Holy Grail i efteråret anlagde retssag mod Dan Brown for plagiering.

Gud, gudindekult og Maria Magdalene

Bogen fortæller om en kult for Gudinden som det fredelige naturlige princip afbalanceret af en hornet guddom, Baphomet, med helligt samleje som ritual og femkanten som symbol.Denne gudindekult skulle danne et urgammelt bånd op gennem Vestens historie, men er blevet groft undertrykt af kirken (se i øvrigt den lange Gudinde-prædiken i Da Vinci, side 131f.). Denne historie er religionshistorisk ikke underbygget. Eller rettere, denne fortælling stemmer helt overens med troen i heksereligionen Wicca, som blev konstrueret af englænderen Gerald Gardner i 1951 under inspiration fra ikke mindst okkultisten Aleister Crowley, den moderne satanismes „godfather".

Crowley kaldte sig selv for 666 og for Baphomet, dvs. den okkultismens djævel, som Crowley anså som en androgyn ånd hinsides godt og ondt, en Pan-agtig kraftgud.

Meget heraf har Dan Brown fra en anden pseudohistorisk bog, The Templar Revolution (1997) af Picknett og Prince. Den nævner forbindelsen mellem Sion-prioratet, Tempelherrerne, Gudindekulten og gudindesymboler da Vinci billeder.

Da Vinci Mysteriet lader sin helt - Langdon - tænke: Det hebræiske navn for Gud, JHWH, er en sammensætning af Guden og Gudinden, da JH står for Jah (= den mandlige gud), mens HWH står for Hawa = Eva i Edens Have (side 317). Det er aldeles uden historisk bevis, og desuden hedder Eva på hebræisk Chawah, dvs. hendes navn begynder med et bogstav (chet), der ikke indgår i JHWH (Jahve, Jehova). Samme sted tænker Langdon, at Gud har en kvindelig gudinde som mage - Shekinah. Jødedommen udvikler i efterkristen tid en idé om Guds nærvær i sit folk, Shekinah - et nærvær, som efterhånden kommer til at ligne kristendommens Helligånd. Kabbalismen, den jødisk-okkulte mystik, udvikler siden så småt spekulationer om Shekinahs kvindelighed, og disse ideer er blevet helt gængse i nutidens New Age. Men disse forestillinger er altså okkult-mystiske og ret sene; de er hverken oprindelige eller bibelske!

Endelig fortæller Dan Browns bog om Jesus, der ægter Maria Magdalene og grundlægger en hellig kongeslægt. Det er for så vidt ikke i strid med kirkens trosgrundlag, hvis det skulle være rigtigt (Kristus var jo både fuldt guddommelig og fuldt menneskelig) - det er bare på ingen måde underbygget af kilderne - og slet ikke af de gnostiske kilder, som har en ellers positiv plads i Da Vinci Mysteriet.

Konstantin og Bibelforfalskningen

Den romerske kejser Konstantin gjorde som den første kristendommen tilladt og støttede dens sag. I Da Vinci Mysteriet (side 339-342) stod Konstantin af magtmæssige grunde bag en stor historieforfalskning. Jesusfortællingen blev sammenblandet med historien om guden Mithras, Guds Søn, der blev født d. 25. december, døde, blev begravet i en klippehule og genrejstes 3 dage senere. Konstantin flyttede kristendommens helligdag fra lørdag til søndag. På Nikæa-koncilet gennemtvang han ved en „forholdsvis tæt afstemning", at Jesus var en guddom, „Guds søn"; hidtil var Jesus betragtet som et rent menneske, påstås der. Endelig forfalskede han Bibelen: „Konstantin bestilte og finansierede en ny Bibel som udelod de evangelier der omtalte Kristi menneskelige træk og pyntede på de evangelier der omtalte ham som gudelignende" (side 341).

Dette er historisk noget vrøvl. At fejre frelserens fødselsdag d. 25. december stammer ganske vist fra mithraismen, men der er intet bevidnet om, at Mithras i mithraismen var død i 3 dage og genopstod. Og kristne holdt allerede før år 100 e.Kr. gudstjenester den 1. dag i ugen: om søndagen.

At Jesus er guddommelig er nok en trossag, men troen på hans guddommelighed er klart ældre end Konstantin. Bibelsteder som Joh 1, Joh 10:33, Kol 1 og Heb 1 taler om Jesu guddommelighed, og intet tyder på, at disse bibelsteder er skrevet efter Konstantins tid! Fx Ignatius taler i 105 e.Kr. om Jesus som Guds manifestation i menneskeform, og kort efter skriver også kirkefædrene Justin og Irenæus om Jesu guddommelighed.

Koncilet i Nikæa i 325 handlede slet ikke om Jesu guddommelighed - den blev ikke betvivlet - men blot om, hvor guddommelig Jesus mon var. Den „arianske" fløj mente, at Jesus nok var inkarnationen af Guds Ord, som havde eksisteret i Verden siden Skabelsen. Men Ordet var ikke af samme væsen som Faderen, men var skabt af Faderen. Den anden fløj mente, at Kristus var af samme væsen som Faderen og slet ikke skabt, og den fløj vandt med ca. 250 biskopper mod to, næppe nogen „forholdsvis tæt afstemning". Endelig lå udvalget af Det Ny Testamentes bøger reelt fast et godt stykke tid før Konstantin, som i øvrigt intet havde at gøre med den endelige bestemmelse af NT.

Da Vinci Mysteriet afsløret

Der er masser af andre eksempler i bogen, som historisk set er vrøvl eller udokumenteret spekulation. Merovingerslægten har været uddød i over 1000 år. Da Vinci var på kant med kirken af videnskabelige grunde; intet tyder på, at han var optaget af en gudindekult, endsige at han lagde hemmelige tegn om gudinder ind i sine billeder. Og så fremdeles.

Enkelte ting i bogen er korrekte nok. Merovingerne var et frankisk dynasti. Tempelherreordenen blev kætterdømt i 1312, fordi de skulle have dyrket Satan under navnet Baphomet (vist af Mahomet = Muhammed) og derpå opløst. Da Vinci var skam en maler, og godt 100.000 (og ikke 5 mio.!) mænd og især kvinder blev skammeligt nok henrettet som hekse og troldmænd ved Middelalderens slutning. Også en stokkonservativ katolsk gruppe ved navn Opus Dei eksisterer da. Men som udgangspunkt kan man roligt tage samtlige historiske oplysninger i bogen som fiktion. Okkult, antikristen fiktion, der bygger på det pseudohistoriske sludder i bogen Holy Blood, Holy Grail og på religiøse teorier om en gudindekult, som minder om Wiccas forestillinger.

Dette antikristne opspind er fuldt legalt, og bogen kan sagtens læses af alle som en letlæst og spændende thriller. Blot bør man bemærke bogens anliggende - fx at miskreditere kirken. Læseren bør ikke uden videre stole på bogens „facts". Og man bør se på bogen både som et tegn på tidsånden, som ikke er glad for klassisk kristendom, og på, hvordan denne uhyre populære bestseller kommer til at præge folks (fjende)billeder af kirken fremover.

Noter

 1 Se breve og dokumenter fra Plantard her: http://priory-of-sion.com/psp/id170.html http://priory-of-sion.com/psp/id84.html http://priory-of-sion.com/psp/id180.html

 2 Gèrard de Séde, Rennes-le-Château. Le dossier, les impostures, les phantasmes, les hypothèses, Robert Laffont, Paris, 1988, s. 107f.

 3 Elizabeth Day, „Da Vinci Code Bestseller Is Plagiarism, Authors Claim", The Sunday Telegraph, d. 3 oktober 2004).

Læs også Tom Thygesen Frederiksens kronik i Kristeligt Dagblad:  "Da Vinci mysteriet" er historieforvanskning